Manchester United-manager, Louis van Gaal, er interesseret i at bringe Cristiano Ronaldo tilbage til Old Trafford, men han tvivler på, at Real Madrid vil sælge sin stjerne.

På pressemødet før weekendens kamp mod Leicester sagde Manchester United-manageren, at et Ronaldo-skifte var muligt.

- Det er altid et tema i aviserne, men det er ikke medierne, der skal købe Ronaldo, sagde hollænderen kryptisk på pressemødet.

Da journalisterne pressede på for et mere præcist svar, svarede hollænderen mere præcist.

- Det er muligt. Det var det, jeg beviste med Falcao. Spillere som Ronaldo giver en del ekstra til et hold, men jeg tror ikke Real Madrid vil sælge ham.

Tidligere på ugen påstod den forhenværende Real Madrid-præsident Ramon Calderon, at Cristiano Ronaldo skulle være meget utilfreds med klubbens handler de sidste par sæsoner, og at det kunne give anledning til et skifte væk fra Santiago Bernabeu.