Der er blevet spekuleret i, om Liverpools Luis Suárez vil give hånd til Swanseas Ashley Williams, efter sidstenævntes tilsvininger i sin nye bog.

Det burde blive en kamp med revanche, spænding og følelser som hovedtemaer. Men takket være et par hårde beskyldninger har fokus op til opgøret mellem Swansea og Liverpool i eftermiddag været på Ashley Williams og Luis Suárez.

I første omgang bliver det en kamp, hvor Swanseas tidligere manager, Brendan Rodgers, sammen med spilleren Joe Allen vender tilbage til deres gamle hjemmebane. Denne gang iført røde trøjer og med den hensigt at få revanche for det nederlag, man indkasserede i slutningen af oktober til Michael Laudrups Swansea.

Dengang tabte man hjemme på Anfield Road 1-3 i 4. runde af Capital One Cup’en. Men det har ikke været revanche-momentet, der har været i højsædet før kampen.

Nej, det største samtaleemne har været, om udeholdets Luis Suárez vil give hånd til Swanseas Ashley Williams inden kampen.

Hele hurlumhejet er forårsaget af, at Ashley Willams i sin nye bog skriver, at Luis Suárez’ ’film’ i feltet er en skændsel for sporten, og at han er langt værre, end nogen anden spillere, han nogen sinde har mødt. Hertil har han knyttet en kommentar om, at han i sidste sæson havde lyst til at slå Liverpools angriber, da de mødtes.

- Fair play er vigtigt for mig, men hvis to mennesker ikke gider at give hånd, så er det i virkeligheden ikke noget, der ødelægger min nattesøvn. Hvad, der er vigtigt for mig at vide, er, at jeg har en spiller, der, selvom han møder en spiller, han ikke kan lide, alligevel vil være 100 procent fokuseret på at gøre sit job, siger Michael Laudrup til thisissouthwales.co.uk.

Liverpool-angriberen har før nægtet at give hånd til én modstander før en kamp. Sidst gik det ud over Manchester Uniteds Patrice Evra, da franskmandens beskyldninger om racistiske tilråb forsagede en karantæne på otte spilledage til Luis Suárez. Men ifølge Chris Gratham, der følger Swansea tæt, så bliver det i denne omgang måske ikke et problem alligevel.

- Jeg tror ikke, at det bliver et problem. Brendan Rodgers sagde på sin pressekonference i går (fredag, red), at han har snakket med Ashley, og at Ashley ligeledes har snakket med Luis Suárez. Ashley har undskyldt for den måde, tingene er kommet ud på. Men jeg tror, at begge er koncentreret om kampen, siger Chris Gratham, der er journalist hos Wales Western Mail. Clash of the cash

I London er der dømt topopgør, når Chelsea tager imod Manchester. Holdene er før opgøret placeret på henholdsvis fjerde- og andenpladsen i rækken. Chelsea kommer til opgøret med en ny manager, da man torsdag tog konsekvensen af fem kampe uden sejre og fyrede Roberto di Matteo for at sætte den tidligere Liverpool-manager Rafael Benitez i managersædet sæsonen ud.

Den rutinerede manager havde i sin tid i Liverpool et fantastisk samarbejde med Fernando Torres, der i sin tid hos Chelsea kun har scoret 11 mål i 58 Premier League-kampe.

Men netop han kan blive et vigtigt kort at spille, hvis man skal slå Manchester City, der som det eneste hold i rækken er ubesejret.