Michael Laudrup har ingen intentioner om at hente den spanske verdensmester David Villa.

David Villa vil ikke komme til Swansea, selv om Laudrup ser en stor fidus i den spanske angriber.

Barcelona-spilleren er på det seneste blevet kædet sammen med et skifte på lånebasis til den walisiske Premier League-klub, men selv om den tidligere topscorer har problemer med at tilspille sig en plads i Tito Vilanovas startopstilling, bliver det ikke til noget samarbejde med Michael Laudrup foreløbig.

- Der har været mange rygter, men den eneste Villa, der kommer til Swansea er Aston Villa. Han er en fantastisk spiller, men jeg tror desværre ikke på, at han kommer til Swansea, siger den danske manager til Daily Mail.

- Selv om jeg hverken har snakket med Andoni Zubizarreta eller Tito Vilanova, tror jeg, at han bliver i Barcelona, tilføjer Michael Laudrup.

Rygterne om en tur i Michael Laudrups folder begyndte i sidste uge, da en engelsk bookmaker pludselig modtog store indskud på et kommende skifte.