Onsdag aften kan Real Madrid slå en unik scoringsrekord i spansk fodbold, der indtil videre har tilhørt de evige ærkerivaler Barcelona.

Når Cristiano Ronaldo, Gareth Bale, Sergio Ramos og resten af Real Madrid-stjernerne løber på banen til onsdagens La Liga-kamp mod Las Palmas, bliver det med muligheden for at skrive endnu en rekord i historiebøgerne.

For da Madrid vente Villarreals 2-0-føring til en 3-2-sejr i weekenden tangerede hovedstadsklubben Barcelonas 73 år gamle scoringsrekord, der blev sat under Anden Verdenskrig mellem 1942 og 1944. Ligesom Barcelona formåede dengang, er Real Madrid nemlig oppe på at have scoret i 44 kampe i træk. Det skriver den spanske avis AS.

En unik rekord, der onsdag aften kan blive slået og ikke blot tangeret. Sidst Real Madrid gik fra banen uden at score, var tilbage i april 2016, hvor Joe Hart holdt buret rent for Manchester City i 0-0-opgøret i Champions League.

 

Real Madrid har tidligere været tæt på at slå Barcelonas scoringsrekord, men har ifølge VG begge gange måtte give fortabt ved 41 kampe i træk.