Monaco? Åh, sådan et kedelig og defensivt fransk hold? Sådan kunne du meget vel have tænkt, da holdet blev trukket op af hatten ved lodtrækningen til Champions League ottendedels-finalerne. Men sandheden er dog en helt anden.

Tirsdag aften gæster holdet Manchester City, og skal man stole på statistikkerne, bør målene faktisk komme fra udeholdet. Monaco er nemlig det hold i Europa, der i denne sæson har scoret flest mål. 76 mål i 26 ligakampe giver et målsnit på 2,92 scorede mål pr. kamp, og det er højere end Barcelona (2,74 mål), Real Madrid (2,67 mål), Bayern München (2,19 mål) og resten af de store giganter.

Bag de mange mål gemmer der sig historien om et homogent og selvsikkert hold fyldt med unge spillere, som Monaco får meget svært ved at holde på til sommer.

Monacos colombianske angriber Radamel Falcao har genfundet storformen og har været et farligt bekendtskab for målmændene i den franske Ligue 1 i denne sæson.
Monacos colombianske angriber Radamel Falcao har genfundet storformen og har været et farligt bekendtskab for målmændene i den franske Ligue 1 i denne sæson. Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Franske Tiemoué Bakayoko (22 år) har været en fremragende skanse på den defensive midtbane, Bernardo Silva (22 år) og Thomas Lemar (21 år) har imponeret med flotte mål og kreative aktioner på den sidste tredjedel af banen, mens genfødte Radamel Falcao (31 år) igen har fundet målformen med 16 mål i 20 ligakampe.

Og så har vi ikke engang nævnt det franske angribertalent Kylian Mbappe (18 år), der meget vel kan blive en af de helt store transfersagaer i det kommende transfervindue.

Det er altså et ungt, men storspillende hold, der byder Agüero og co. op til dans tirsdag aften, og gæsterne er bestemt ikke uden chancer på Etihad Stadium.

Det er to sæsoner siden, at monegaskerne sidst var på engelsk grund, og dengang tog de derfra med en 3-1-sejr over Arsenal i Champions League ottendelsfinalerne, som de også vandt samlet.

Monacos cheftræner Leonardo Jardim har droppet storindkøbene og har i stedet satset på talenterne i opbygningen af et stærkt Monaco-hold.
Monacos cheftræner Leonardo Jardim har droppet storindkøbene og har i stedet satset på talenterne i opbygningen af et stærkt Monaco-hold. Foto: BERTRAND LANGLOIS
Vis mere

Siden da er der dog sket meget i det lille fyrstedømme, og fra startopstillingen mod Arsenal forventes kun målmand Subasic og midtbanespiller Fabinho at være blandt de startende 11 i aftenens kamp.

Nye spillere er kommet til, og så er der også én anden markant forskel på Monaco anno 2014 og Monaco anno 2017: Mål. Sidste sæson fik holdet i gennemsnit målnettet til at blafre 1,5 gange pr. kamp, og i år har de med 2,92 mål. pr. kamp altså næsten fordoblet den statistik.

Men hvorfor scorer Monacos mirakelhold pludselig mål på samlebånd? Spørger man norske Arilas Ould-Saada, der er journalist på det norske dagblad VG og ekspert i fransk fodbold, er alting bare gået op i en højere enhed denne sæson:

»Da Leonardo Jardim blev Monaco-træner i 2014, havde klubben netop bestemt sig for ikke at bruge så mange penge på store spillerkøb. Derfor begyndte han på at skabe et hold fra bunden, der ikke scorede specielt mange mål, og i mellemtiden hentede man flere lovende talenter til klubben. Det er så i denne sæson, at de spillere - Lemar, Bernardo Silva, Bakayoko og Mbappe - for alvor er slået igennem,« siger Arilas Ould Saada.

AS Monaco kan kun håbe på, at flere af profilerne på holdet ikke forsvinder fra klubben, når transfervinduet igen åbner 1. juli. Her er det Bernardo Silva (tv.) og Tomas Lemar (th.), som man sagtens kunne forestille sig kunne være interesante for flere europæiske topklubber.
AS Monaco kan kun håbe på, at flere af profilerne på holdet ikke forsvinder fra klubben, når transfervinduet igen åbner 1. juli. Her er det Bernardo Silva (tv.) og Tomas Lemar (th.), som man sagtens kunne forestille sig kunne være interesante for flere europæiske topklubber. Foto: JOSE JORDAN
Vis mere

Og så har tilbagekomsten af to specifikke spillere også spillet en stor rolle:

»Radamel Falcao og Valère Germain kom tilbage fra lån i hhv. Chelsea og Nice, så derfor bestemte træneren sig for at spille 4-4-2 med to spidsangribere, to kanter, to stærke midtbanespillere og to offensive backs, og det har skabt mange mål. Så det handler altså om en stilændring, og om at de unge talenter er blomstret op og har fundet et topniveau.«

Ifølge eksperten bliver det derfor også en stor udfordring for Monaco at holde på brandvarme spillere som Tiemoué Bakayoko, Kylian Mbappe, Thomas Lemar og Bernardo Silva, der alle vil blive store transferemner, når de europæiske storklubber skal ud og svinge checkhæftet til sommer.

Først skal monegaskerne dog overstå tirsdagens udfordring, og det kan blive en svær en af slagsen mod Pep Guardiolas tropper, der da også er store favoritter i CL-braget. Spørgsmålet er så bare, om Manchester-klubben kan afholde gæsterne fra at score det vigtige udebanemål.

PROFILERNE PÅ HOLDET

Tiemoue Bakayoko - bindeleddet

Foto: VALERY HACHE
Vis mere

På Monacos centrale midtbane løber franske Tiemoue Bakayoko rundt og styrer slagets gang sammen med sin brasilianske makker Fabinho. 22-årige Bakayoko har i år spillet en enorm rolle i Monacos succes, og det har også fået sat ham i forbindelse med Manchester United og Chelsea. Som type er midtbanespilleren meget alsidig; de defensive pligter mestrer han med mange erobringer, styrke i nærkampene og en god timing i indgrebene, og i offensiven bidrager Bakayoko også med et godt drive og fine pasninger.

På mange måder minder Bakayoko om landsmanden Claudio Makelele, der i sin tid var blandt verdens bedste defensive midtbanespillere, og den tidligere Real Madrid- og Chelsea-oprydder har rent faktisk også en stærk andel i sin unge kopis succes. Makelele blev nemlig tilknyttet Monacos træningsteam i fjor, og han har i den tid arbejdet tæt sammen med Bakayoko for at forme ham til en bedre midtbanespiller.

Bernardo Silva - kreatøren

Foto: VALERY HACHE
Vis mere

Der sidder et gyldent venstreben på portugiske Bernardo Silva, og det kan meget vel blive endnu mere gyldent til sommer, når de europæiske storklubber skal kæmpe om kantspillerens underskrift. Med et udgangspunkt i højre side har Bernardo Silva nemlig været en af de helt store oplevelser i Ligue 1 i denne sæson.

Portugiseren kan på sine bedste dage minde om Lionel Messi med sit lave tyngdepunkt, uforudsigelige driblinger og hurtige acceleration, der kan splitte hvert et forsvar ad. Der er stadig et langt stykke op til argentinerens niveau, men Bernardo Silva kan meget vel blive aftenens helt store oplevelse.

Radamel Falcao - den trofaste målsluger

Foto: VALERY HACHE
Vis mere

En vaskeægte målsluger i Porto, Atlético Madrid og i en halv sæson i Monaco, før han blev ramt af en alvorlig knæskade. Derefter fulgte to helt igennem mislykkedes lejeophold i Manchester United og Chelsea, så de fleste havde også på forhånd dømt colombianeren ude, da han i sommer vendte tilbage til Monaco, men de skulle tage fejl. Falcao har fundet fortidens storspil frem igen, og han er holdets topscorer med 16 mål i 20 ligakampe.

Kylian Mbappe - fremtiden

Foto: YANN COATSALIOU
Vis mere

Læs navnet et par gange, sig det højt og husk det. Det er ikke sidste gang, du kommer til at høre om dette spirende talent. 'Den nye Thierry Henry' er hurtig, dygtig på bolden og afslutter godt. Han har fået chancen fra start i ligaen otte gange og er blevet indskiftet ti gange, hvilket har resulteret i syv mål og fem assists fra talentets fødder.

Det er også derfor kun et spørgsmål om tid, før Mbappe bliver en fast del af Monacos startellever. Mere usikkert er det om angriberen stadig spiller i fyrstendømmet næste sæson, for rygter har allerede sat ham i forbindelse med giganter som Arsenal, Real Madrid og Tottenham.

Du kan se CL-kampen Manchester City - AS Monaco på TV3+ kl. 20.45