Gnisten er tilbage i fodboldslagene mellem Danmarks to største byer efter topkampen i Aarhus. FCK trækker fra i toppen og har nu råd til at dumme sig senere.

FC København har nu fire bekvemme point ned til nærmeste forfølger, FC Nordsjælland. En føring der som bekendt betyder, at FCK-træner Arïel Jacobs har råd til at jokke i spinaten og stadig bevare førstepladsen. Samtidig taber AGF terræn til de øvrige tophold efter en underholdende aftenkamp i Aarhus, der endte med et 0-2 nederlag til hjemmeholdet.

Mens kampen var fattig på mål og succes til de hvide, var den til gengæld rig på underholdning, nerve og fight. På den skala var opgøret en topkamp værdig.

Bortset fra 2009-10 sæsonen, hvor AGF startede som nummer et, men endte med at rykke ned, havde Aarhus Stadion ikke lagt græs til en topkamp siden ombygningen i 2001.

AGFs manifestation som tophold i Superligaen har været en tiltrængt omgang livreddende førstehjælp til mytologien, der altid vil omgive fodboldslagene mellem landets to største byer. En mytologi, der efterhånden virkede noget slidt i kraft af en solid FC Københavnsk dominans.

Københavnsk dominans

Før søndagens sene kamp havde de to klubber mødt hinanden 60 gange, siden FCK blev grundlagt i 1992. Af dem havde københavnerne vundet næsten halvdelen - 26 sejre. 17 er endt uafgjort, mens AGF står noteret for 17 sejre.

En statistik, der på papiret på forhånd virkede til at vakle. Flere betragtere af Superligaen bemærkede en vis metaltræthed hos FC København før besøget i smilets by. Hvis altså en pointhøst på otte ud af 15 mulige i de seneste fem kampe kan bære det stempel.

AGF derimod løb på græsset med 11 point af 15 mulige for de seneste fem - samtidig kunne AGF-træner Peter Sørensens unge garde løfte brystet i vished om at være ubesejrede i otte kampe.

Det var dog det forventningsfulde hjemmepublikum, der måtte æde den største skuffelse i første halvleg. AGF-keeper Steffen Rasmussen måtte lade sig udskifte efter et hændeligt sammenstød med gæsternes Andreas Cornelius. Målmanden, der har vogtet buret for AGF siden 2002 i mere mod- end medgang, humpede ud af topkampen. En scene der stod i skærende kontrast til optakten, hvor den solide keeper blev hyldet for sine 300 kampe for klubben.

Afløseren Emil Ousager, der løste opgaven tilfredsstillende, var chanceløs, da Christian Bolaños senere åbnede ild. Et svagt brækkende langskud blev hamret ind fra 26 meters afstand af Bolaños, der samtidig scorede sæsonens første Superligamål.

AGF snydt for straffespark

Momentet senere svarede AGF igen med et kontrastød, der dog endte i en tandløs afslutning. I halvlegens overtid pøsede FCK-forsvareren Kris Stadsgaard mere isvand på AGF’s hede top-ambitioner med sit mål til 2-0.

I anden halvleg blev AGF snydt for et straffespark, da Lars Jacobsen havde hånden på bolden. Dommerens fløjte forblev tavs, mens det samme ikke kunne siges om hjemmeholdets tilskuere. AGF fyrede op under kedlerne, men kunne ikke ændre på cifrene.

Med resultatet risikerer AGF at måtte slippe AaB på tredjepladsen, der med en sejr mandag aften over trængte FC Midtjylland kan bringe sig fire point foran aarhusianerne. AGF er på rette vej, men i den direkte sammenligning med dansk fodbolds pt. dygtigste mandskab mangler de stadig et stykke. Dertil har FCK stadig et solidt forspring i både rutine og effektivitet. Gæsterne brugte sådan omtrentligt halvanden chance på at score to mål.