Tottenham slog på hjemmebane Newcastle med 2-1 i en kamp, hvor Gareth Bale igen var den store profil hos værterne.

Den walisiske kantspiller startede showet allerede efter fem minutter, hvor han bragte Tottenham på 1-0. Bale viste prøver på sin flotte skudteknik, da han fra 25 meter sendte bolden i kassen på et direkte frispark. Newcastle-keeper Krul var tæt på at redde bolden, men Bales velplacerede spark sad helt op ad stolpen, og den hollandske målmand sprællede forgæves.

Newcastle udlignede til 1-1 i det 24. minut, da udeholdets Gouffran via Dawsons ryg fik sparket bolden i mål.

Trods udligningen bevarede Tottenham momentum, og hjemmeholdet var det bedste hold på White Hart Lane denne lørdag eftermiddag. Derfor var det da også fortjent, da Gareth Bale - med i øvrigt sit fjerde mål i de seneste tre kampe - på en friløber iskoldt udplacerede Krul og dermed scorede til slutresultatet 2-1.

I overtiden var Bale tæt på at score for tredje gang, men hattricket udeblev, da waliseren upresset formåede at sende bolden forbi et helt frit mål.

Det ændrer dog ikke på, at Bale endnu en gang leverede en stor kamp, som kun gør den allerede eftertragtede Tottenham-spilleren endnu mere attraktiv for de storklubber, der angiveligt lurer på at købe ham.

Med sejren kravler Tottenham op på tredjepladsen, men Chelsea kan tilbageerobre bronzepladsen, når de senere lørdag møder Wigan.