Ariél Jacobs begræder fortsat sin tidlige afgang i FC København. 

Den belgiske træner fortæller i et interview til den franske sportsavis L'Équipe om skuffelsen over at blive fyret i FC København. Til trods for at have ført klubben til endnu et dansk mesterskab, måtte den rutinerede træner pakke sine ting allerede fem runder inde i sæsonen.

- I juli var jeg en gud i Danmark. En måned senere var jeg intet. En bums. Det var en kæmpe skuffelse.

- Sommeren var ikke anderledes. Alt var godt. Den 21. august var der intet tilbage. Det sårer mig, men livet går videre, siger Jacobs til L'Équipe.

Belgieren skulle dog ikke gå arbejdsløs længe, før den franske klub Valenciennes fra Ligue 1 stod klar med et tilbud. Fyringen i FC København blev dermed ikke endestationen i Jacobs' karriere.

- Det er 2013, og nu er det slet ikke underligt at blive fyret. For tyve år siden ville du virkelig være stemplet som et dyr på slagteriet eller som en med en grim sygdom, men i dag er det jo underligt, hvis du aldrig er fyret, konstaterer han.

Ariél Jacobs kæmper med resultaterne i Frankrig. Valenciennes ligger således efter 16 runder til nedrykning. Fem point op til stregen.