(BT I ENGLAND) Han kommer gående med et stort smil. Rækker pænt hånden frem og begynder samtalen med en undskyldning for forsinkelsen. BT skulle have mødt Jores Okore klokken 18.00 på en brasiliansk restaurant, men trafikken i Birmingham ville det anderledes, og middagen bliver uskudt med omkring en time.

Træt og sulten oven på en lang dag med træning og krisemøde med Aston Villas manager og ikke mindst direktør, men alligevel villig til at imødekomme avisens ønske om, at vi lige bruger en halv times tid på at få skudt nye billeder af ham. Som man kender den altid venlige og smilende danske landsholdsspiller.

Bag høflighederne og det glade humør gemmer der sig dog også en svær og uholdbar historie for Aston Villas danske hurtigløber. Jores Okore erkender, at han lige nu gennemgår sin værste periode som fodboldspiller. Også værre end da han for snart tre år siden løb ind i en korsbåndsskade og sad ude i mere end et år.

Røget i uføre

Ikke nok med, at hans mandskab fra Aston Villa er rykket ud af Premier League for første gang i klubbens og rækkens historie, så er Jores Okore raget uklar med sin manager, Eric Black, og han er, som BT kunne afsløre onsdag, smidt ud af førsteholdstruppen.

»At jeg ikke får lov at spille, er det værste, jeg har prøvet indtil videre. Det er værre end min skadespause, og mit humør er da trykket. Jeg vil rigtig gerne vise mine kvaliteter frem, og jeg føler, at jeg har noget at bidrage med, men det får jeg ikke lov til. Det, synes jeg, er hårdere end at vide, at man fysisk ikke kan gå ud og præstere,« siger Jores Okore.

Han fortryder ikke, at han dels gik til manageren og sagde sin mening om sin situation, og dels fortalte åbent til hele Danmark og det ellers lukkede fodbold-England, hvor den slags interview med offentlig kritik af manageren er sjældne, at han i øjeblikket har en kontrovers med sin chef.

Jores Okore i aktion for Aston Villa i denne sæson.
Jores Okore i aktion for Aston Villa i denne sæson. Foto: Tony O'Brien
Vis mere

»Alle vil gerne spille kampe, og mine holdkammerater har også deres meninger om tingene. Selvfølgelig skal du sige din mening til træneren, ellers kommer man ikke så langt. Man skal lufte sin mening en gang imellem, og det er ikke godt at tie alt for længe. Jeg føler i hvert fald, at jeg fortjener en bedre chance og mere end bare at sidde på bænken og være uden for truppen. Så derfor har jeg sagt det til ham, og når du nu spørger, hvorfor jeg ikke træner med på førsteholdet, får du også grunden,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil gerne være en del af holdet og kampene, men jeg er glad for, at jeg har fået sagt min mening, og jeg følte, at det skulle ud. Det har givet mig en lettelse. Men det er selvfølgelig ikke nemt med den situation, klubben er i, at jeg går ud og melder ud, som jeg har gjort, men det er et valg, jeg har truffet, og jeg har det fint nok med det. Jeg er glad for at være ærlig over for mig selv.«

Jores Okore er ikke kun ærlig over for sig selv, når han har været på chefernes kontor og banket hårdt og kontant på døren. Han har nemlig også en overbevisende statistik, som kun få, endsige nogen, af Aston Villas spillere kan læne sig op ad.

12 kampe har han spillet, og i dem er det blevet til 11 af de kun 16 point, holdet har skrabet sammen i hele sæsonen. Med andre ord har Aston Villa kun fået fem point i de 22 kampe, holdet har spillet uden Jores Okore, der heller ikke er med mod Southampton lørdag.

»Manageren har sine meninger og grunde til ikke at spille med mig, og personligt forstår jeg det ikke selv, for som hold har vi ikke fungeret specielt godt, og vores forsvar har sejlet. Det er ikke kun, fordi det har sejlet, når jeg ikke har været der, men jeg føler, at jeg giver os en bedre chance for at vinde, og det er det, jeg har været ude at sige, og det er det, manageren ikke har taget så pænt.«

»Jeg har også fortalt direktøren i klubben, at jeg er glad for, at jeg har sagt de ting, jeg skulle sige, og det var nok ikke det, de ville høre, men jeg er glad og tilfreds for, at jeg har sagt det. Det har hjulpet på mit eget humør i hvert fald.«

Uvis fremtid

Men det har også resulteret i, at du nu ikke længere er en del af førsteholdstruppen. Har de sagt til dig, at du skal væk til sommer?

»Nej, jeg har ikke fået at vide, at jeg ikke har nogen fremtid i klubben. Lige nu er der en anden situation, der trykker mere i klubben, når vi nu definitivt er rykket ned, men de har ikke sagt noget om, at vi skulle afbryde vores aftale.«

»Det er svært at sige, hvad der skal ske med mig, for vi har jo ikke nogen fast manager lige pt., så vi må se, hvem der kommer ind, og hvad han vil. Så må vi tage den derfra. Men der er meget usikkerhed lige nu, og ingen ved rigtigt, hvad der kommer til at ske. Det er stor klub, som rykker ned, og der er måske lidt stress på. Jeg tager det stille og roligt.«

Jores Okore frygter for sin landsholdsplads.
Jores Okore frygter for sin landsholdsplads. Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Hvis du skal se lidt indad - har du så været god nok?

»Jeg føler selv, at jeg har været god nok. Det kan godt være, at jeg måske ikke har været den bedste spiller eller lavet de mest elegante ting på banen, men jeg føler, at de kampe, jeg har spillet, og de resultater, vi har fået i dem, taler for sig selv. Selvfølgelig taber man nogle gange, og vi har da også fået nogle over nakken i kampe, jeg har spillet, mod de største hold, men udover det præsterede vi, mens jeg spillede, og fik vist, at vi i hvert fald ikke var i den dybeste krise i den periode. Der var mere håb, synes jeg. Men hvis træneren ikke synes det, er det hans mening,« forklarer Jores Okore, der for bare et år siden havde en helt anden betydning i Aston Villa.

Ofrede sig for klubben

Dengang var klubben også i nedrykningsfare, og det var den første sæson, hvor Jores Okore for alvor var tilbage efter sin knæskade.

Daværende Villa-manager Tim Sherwood så en kæmpe stjerne i danskeren og viste ham stor tillid, og klubben klarede sig da også med livet i behold, selv om det på flere tidspunkter så helt sort ud. Ikke mindst fordi Jores Okore ofrede sig selv trods fare for en ny alvorlig knæskade.

Han fortæller nu for første gang, hvordan lægerne i april 2015 ellers indtrængende bad ham om at blive opereret for nogle eftervéer, som kunne have givet ham store konsekvenser.

»Jeg fik på et tidspunkt at vide af lægerne, at jeg ikke skulle spille, men dengang ville jeg ikke lytte til dem, fordi vi var i en situation, hvor der var brug for alle mand, og at jeg spillede,« siger Jores Okore og kigger for første gang under interviewet ned i bordet med et ansigt, der ikke kendetegner ham.

Smilet er væk, og tankerne går tilbage. Et øjebliks tavshed. Så fortsætter han:

»Jeg skulle være blevet opereret i knæet på det tidspunkt, men jeg ventede, til sæsonen var ovre, og vi havde reddet os. Der var nogle småskavanker i knæet, der gjorde, at jeg desværre skulle opereres igen, men jeg tog en chance for holdets skyld og kom også godt i gennem operationen og fik en god opstart, så heldigvis skete der ikke noget alvorligt galt med mig.«

Er folkene omkring Aston Villa klar over det, du sidder og fortæller?

»Nej, jeg tror ikke, at fansene i Aston Villa er klar over det. Bare det at få en knæoperation, er meget at skulle gå igennem, så jeg tror ikke, at de ved, hvad det er, jeg har ofret. Det kunne være gået endnu mere galt, end det gjorde, og sådan er det. Jeg er ikke typen, der selv går ud i pressen og fortæller om det, men ligesom før spørger du mig, og så får du et ærligt svar. Jeg havde da håbet, at der var en større taknemmelighed for, at jeg har ofret mig på den måde. Det er mere fra klubbens side, at det er vigtigt at få den anerkendelse, end at man vil have det fra fansene. Fansene ved godt, at jeg altid vil give mig 100 procent.«

Man kan sige, at du gav dig mere end 100 procent?

»Det må man sige ja til.«

Frygter du, at miste din landsholdsplads, hvis du bliver i The Championship?

»Nej, der er jo nogen på landsholdet, som spiller i Championship, så på den måde kan man måske sige, at det ikke vil skade mig så meget at spille i den række. Det gælder om at få så meget spilletid som muligt, og hvis jeg ikke spiller så meget nu, og vi beholder den samme trup, bliver det nok også svært at få spilletid i Championship, så vi må se, hvordan den nye manager ser på det, når han nu en gang bliver ansat,« slutter Jores Okore.