Aktuelle ’The Tribe’ har alle odds imod sig. Men den har store muligheder for at løbe med priser
Indimellem sker det, at en såkaldt lille film, som var tiltænkt en skæbne i de små sidegadebiografer, ender med at løbe med det hele. ’The Tribe’, der har premiere i morgen, kunne meget vel være den næste.
Det er let nok at flyde med strømmen og lave film, som ligner alle de andre i storcenterbiografen. Sådan gør de fleste. Af og til kommer der heldigvis eksperimenter fra grøftekanterne, der bliver anmelderdarlings, og som med lidt held bliver til ’filmen, alle skal se’.
Et af nutidens mest radikale filmeksperimenter kommer fra Ukraine. Vi har før set film uden lyd, men jeg mindes ikke at have set en film, hvor der heller ikke er musik. ’The Tribe’ handler om en ung fyr, Sergey, der ankommer til en kostskole. Han er døvstum, og filmen foregår dermed i de døvstummes verden. Kan man ikke læse tegnsprog, må man følge med ved at aflæse kropssproget.
Det gør man da også nysgerrigt ind i en historie, der byder på en del vold og sex og knap så mange forklaringer. Filmen fik verdenspremiere i det parallelle program, ’Kritikerugen’, på årets filmfestival i Cannes, og blev hurtigt en af årets mest omtalte film ved rivieraen. Den blev også præmieret med årets Grand Prix i sidekonkurrencen. Om den kravler ind i mainstreambiograferne, får vi at se efter premieren.
Indtjente mere end forventet
Det er ellers sket mane gange i filmhistorien, at anderledes film har ryddet bordet og tjent mange flere penge end forventet. I løbet af 1960erne havde man svært ved at fastholde publikum i de amerikanske biografer. De sivede langsomt hjem foran fjernsynet. Selv om man skruede op for antallet af statister i for eksempel antikke krigsfilm med muskelsvulmende bøffer i hovedrollerne, fulgte publikum ikke med. Der var samtidig en vigende interesse for de store traditionelle musicalfilm fra Hollywood.
Mod Hollywoods vilje kom Dennis Hopper brummende på sin Harley Davidson-motorcykel med Peter Fonda ved sin side. De gav alt det etablerede fingeren og tog stoffer på film, og ’Easy Rider’ blev et meget stort hit. Derfra fik filmselskaberne i Hollywood lyst til at eksperimentere noget mere, og instruktører som Steven Spielberg, Francis Coppola og Martin Scorsese kunne få lov til at lege med de helt store elektriske tog, og en helt ny filmbølge var i gang.
Skæve filmsucceser
Af andre skæve filmsucceser fra 1970erne kan nævnes John Waters’ ’Pink Flamingos’ fra 1972 med drag queen Divine og den bløde pornofilm ’Langt ned i halsen’ med Linda Lovelace. Sidstnævnte er stadig blandt de film, der har indspillet flest penge, hvis man tager højde for inflation, og den kostede under 50.000 dollar at producere. Ingen kunne på forhånd vide, at verden var klar til lige præcis den slags i 1972.
Når smalle, egensindige og specielle film bliver store hit, handler det om den rette timing. Om at ramme tidsånden. Under normale omstændigheder er der et begrænset publikum til dokumentarfilm i biografen, men den franske film ’Pingvinmarchen’ blev en kolossal succes over hele verden i 2005, fordi man på genial vis havde menneskeliggjort de fascinerende dyrs vandringer på Antarktis.
Fra USA kender vi nu efterhånden den Klods-Hans-agtige politiske dokumentarfilmmand Michael Moore ret godt. Men da han i 2002 med fedtet kasket og hængerøv i bukserne gik rundt i det amerikanske samfund med åben mikrofon for at analysere amerikanernes passionerede forhold til våben, gik budskabet rent ind, og Michael Moore blev rig og er i dag så kendt, at han ikke kan bruge sin direkte ’her kommer jeg’-metode længere.
Vi har også et eksempel fra Danmark, hvor Anders Østergaard fik samlet alle medlemmer i rockbandet Gasolin’, og selv om det ikke overraskede, at filmen blev en succes, så overraskede det, at knap 223.000 danskere havde lyst til at se Kim Larsen og co. tale ud i biograferne i en dokumentarfilm.
Biografaktuelle ’Boyhood’ var også et usikkert og anderledes projekt på idéplanet. Ville det overhovedet virke, hvis man tog en skuespillertrup og indspillede en film over en periode på 12 år, hvor man mødtes en håndfuld gange undervejs og tog en etape ad gangen? Svaret er blevet rungende ’ja’. Filmen er den bedst anmeldte i år, og den har direkte kurs mod at vinde en Oscar for bedste film.
Grinte, græd og måbede
Andre gange kan det succesfulde og moderne ligge i at gå helt tilbage til filmens rødder. Da jeg i programmet til filmfestivalen i Cannes i 2011 læste om en fransk stumfilm i sort/hvid med titlen ’The Artist’, løftede jeg ikke et øjenbryn. Da jeg så filmen om stumfilmstjernen i Hollywood, der mister sin karriere, men som vinder sig selv, grinte, græd og måbede jeg. Filmen, der lignede et guddommeligt koncentrat af 1920erne, gik efterfølgende sin sejrsgang over hele verden og vandt siden fem Oscars. Det havde absolut ingen gættet, hvis man havde spurgt dem fem minutter i verdenspremieren.
Nogle gange ligger det nyskabende i det gamle, og med snart biografaktuelle ’The Tribe’, ligger det muligvis i at have endnu færre virkemidler end i stumfilmen.
