Der foregår i disse dage en stor strid mellem restaurantkæden Jensens Bøfhus og fagforeningen 3F.

Stridigheden, der i første omgang ser ud til at føre til lockout af Jensens Bøfhus' 700 3F-organiserede medarbejdere mandag 16. marts, er startet som konsekvens af det, Anders Nikolaisen, direktør i restaurantkæden, kalder ulige konkurrencevilkår.

Det skriver A4 Arbejdsliv.

Anders Nikolaisen er nemlig utilfreds med, at hans største konkurrent i form af Flammen har en mere attraktiv overenskomst, som han ikke kan få lov til at kopiere.

Hos Flammen har de nemlig 'enhedsmedarbejdere', der kan rotere mellem de forskellige opgaver i restauranten, mens man hos Jensens Bøfhus har servicemedarbejdere og køkkenpersonale, der udgøres af opvaskere og kokke.

Grunden til, at Anders Nikolaisen og 3F ikke kan nå til enighed, er, at 3F vurderer det arbejde, servicefolkene i Jensens Bøfhus udfører, som værende tjenerarbejde i modsætning til Flammen, der er en buffet.

Anders Nikolaisen er dog ikke enig i, at hans folk udfører tjenerarbejde.

Faktisk mener han, at servicepersonalets opgaver minder mere om dem, du finder på McDonald's end på en fancy restaurant.

»Jeg synes, jeg har nogle rigtig dygtige medarbejdere. De yder en kanon indsats, og jeg er stolt over dem. Det gælder både mine servicemedarbejdere, køkkenmedarbejdere og mine medhjælpere. Hvad angår det arbejde, der bliver udført, synes jeg, at det i højere grad minder om det arbejde, der udføres på Flammen og for den sags skyld på McDonald's. Det er forkert at påstå, at det er faglært tjenerarbejde,« siger Anders Nikolaisen til A4 Arbejdsliv.

Den nye overenskomst, Anders Nikolaisen vil have gennemført, vil betyde, at hans servicepersonale går 20 kroner ned i timeløn ved fremtidige ansættelser. Omvendt vil opvaskere og kokke gå lidt op i løn.

Ved du noget om sagen, eller er du ansat på Jensens Bøfhus? Så hører B.T. gerne fra dig på 1929@bt.dk eller ved at sende en sms med TIPBT efterfulgt af din besked til 1929.

Anders Nikolaisen kalder dette for 'lige løn for lige arbejde', og ifølge 3F's beregninger vil han ikke tjene penge på at skifte overenskomst, selvom hans servicemedarbejdere vil tjene ca. 3.200 kroner mindre om måneden.

Til gengæld vil han få større fleksibilitet i sin vagtplan ved at skifte til enhedsmedarbejdere, der – ligesom på Flammen – kan varetage flere forskellige arbejdsopgaver i restauranten.

Hvis ikke Anders Nikolaisen kan nå frem til en aftale med 3F, vil fremtidige medarbejdere blive ansat på en kopi af Flammens vilkår, også selvom det i så fald ikke vil være en gældende overenskomst.

Anders Nikolaisen tiltrådte stillingen som direktør for Jensens Bøfhus 1. januar 2019.

Han kom fra en stilling som kædedirektør hos Vivaldi og blev ansat for at få restaurantkæden tilbage på ret køl efter år med underskud.

Anders Nikolaisen havde før sin ansættelse en fortid hos Jensens Bøfhus både som driftschef for Jensens Bøfhus i Danmark og som driftsdirektør for koncernen i Sverige.

I forbindelse med sin ansættelse som direktør i 2019, sagde han:

»Jeg har stadig et stort hjerte, der banker for Jensens Bøfhus. Det har gjort ondt at se, hvad der er sket, og når jeg får tilbudt muligheden, så vil jeg gerne bidrage til at rette op på det igen.«

Siden 2012 er lidt mere end hver tredje restaurant lukket. Jensens Bøfhus har 23 restauranter i Danmark.