Så er det ved at være tid til, at iPhone 7 lander i de danske butikker. Men husk ... der findes masser af alternativer til iPhone 7, selv om man ikke skulle tro det med al den omtale, Apples nye telefon får for tiden.

Apples nye stolthed iPhone 7 er netop lanceret i San Francisco, og snart vil fans af Apple stå i kø foran butikkerne for at betale næsten 6.000 kr. for at få den nye iPhone. Og bevares, iPhone 7 ser ud til at være en fantastisk telefon, men selv Apple-entusiaster må efterhånden indrømme, at der er ganske lokkende alternativer fra konkurrenterne.

Især selvfølgelig koreanske Samsung er langt fremme i bussen med sin Galaxy-serie af lækre telefoner. Men også de andre koreanere i LG har et bud på et alternativ, og kinesiske Huawei har indtil flere gode bud. Japanske Sony har også netop lanceret sin nyeste topmodel XZ, så de har også et lokkende alternativ til giganten fra Californien.

LOG IND PÅ BT PLUS og få hele oversigten over fem stærke alternativer til den nye Iphone 7, der kommer på gaden d. 16. september.


Der findes masser af alternativer til iPhone 7, selv om man ikke skulle tro det med al den omtale, Apples nye telefon får for tiden.

Apples nye stolthed iPhone 7 er netop lanceret i San Francisco, og snart vil fans af Apple stå i kø foran butikkerne for at betale næsten 6.000 kr. for at få den nye iPhone. Og bevares, iPhone 7 ser ud til at være en fantastisk telefon, men selv Apple-entusiaster må efterhånden indrømme, at der er ganske lokkende alternativer fra konkurrenterne.

Især selvfølgelig koreanske Samsung er langt fremme i bussen med sin Galaxy-serie af lækre telefoner. Men også de andre koreanere i LG har et bud på et alternativ, og kinesiske Huawei har indtil flere gode bud. Japanske Sony har også netop lanceret sin nyeste topmodel XZ, så de har også et lokkende alternativ til giganten fra Californien.

Og hvis du ikke kan leve uden, er iPhone 7 på gaden 16. september.

Huawei Honor 8 - god og billig

  • Pris: 3.480 kr.

Alle eksempler i denne guide er som udgangspunkt billigere end den nye iPhone (Undtagen Samsungs Galaxy Note 7). Ikke desto mindre er der en enkelt, hvor du får rigtig meget for meget mindre: Huaweis Honor 8.

Honor 8 ligner faktisk noget, der måske godt kunne være kommet ud af Apples fabrikker ude i Shenzen i Kina, og telefonen kommer da også fra Shenzen – men altså ikke fra Apples leverandører, men derimod fra kinesiske Huawei, der nu er den tredjestørste producent af smartphones på verdensplan. Og kineserne gør det rigtig godt med denne telefon, der på trods af den beskedne pris under 3.500 kr. har mange funktioner, der ikke findes på Apples topmodeller.

I modsætning til iPhone 7 har Honor 8 mulighed for at udnytte MicroSD kort, hvilket giver billig opgradering af hukommelsen. Skal man have en iPhone 7 med 128 GB eller 256 GB, bliver det hurtigt en ekstremt dyr affære. Hukommelseskort kan du få for en slik, så det bliver altså en meget billigere løsning. Samtidig er der plads til to simkort i telefonen, noget iPhone heller ikke kan prale af. Har du brug for at samle arbejdstelefon og privattelefon i ét, vil du sætte pris på denne funktion.

Honor 8 har faktisk en skærm, der svarer til iPhone 7 Plus – men kanten rundt om telefonen er så tynd, at Honor 8 snarere føles som en iPhone 7 end en Plus. Du får altså simpelthen mere skærm for pengene. Det skal dog siges, at skærmen ikke er lige så god som den, der sidder i iPhone, og i fuldt sollys vil den ikke stå så klart. Ikke desto mindre er Honor 8 et godt bud på en god Android-telefon, de fleste vil blive rigtig godt tilfredse med.

Her er den anderledes:

  • Den koster omtrent det halve.
  • Den kører Android i stedet for iOS.
  • Den har USB C i stedet for lightning-stik.
  • Den er ikke vandtæt.
  • Den kan tage to simkort.
  • Den tager SD kort.
  • Den har ikke ForceTouch.
  • Fingeraftrykslæseren sidder på bagsiden.
  • iPhones skærm er lidt bedre.

LG G5 - Telefonen, der kan udbygges

  • Pris: 3.450 kr.

LG G5 er LG’s første forsøg på at lave en telefon, der ved hjælp af moduler kan udbygges med funktioner, den ikke er født med.
LG har tidligere turdet prøve ting, de andre producenter – især Apple – aldrig ville kaste sig ud i. De lavede en telefon med en 3D skærm, som var fuldstændig håbløs. Ikke desto mindre er det rart, når producenter prøver noget nyt, og deres G5 er et eksempel på en interessant nytænkning; i bunden af telefonen er batteriet monteret i et modul, der kan tages ud. Dermed kan man sætte moduler i, der har eksempelvis en bedre lydkvalitet indbygget, et bedre kamera eller en højttaler. Denne funktionalitet er noget, vi formentlig aldrig kommer til at se Apple udvide med.

Ligesom de fleste andre Android telefoner (Stort set alle undtagen forrige generation af Samsungs Galaxy S serie) har LG fået plads til et SD kort i deres telefon. Dermed kan man udvide den med op til 256GB hukommelse. Hvor Apple holder fast i et 12 megapixel kamera har LG også her lidt flere megapixel at byde på med deres 16 megapixel. Husk dog på, at antallet af megapixel faktisk har meget lidt at sige når det kommer til den reelle billedkvalitet. Frontkameraet har i øvrigt også 8 megapixel, så i teorien burde en selfie taget af G5 stå lidt skarpere end hvis man tager et billede med iPhone 7, selv om den også er opgraderet til et 7 megapixelkamera nu.

iPhone 7 Plus har stadig ”kun” en fuld HD skærm med opløsningen 1.920x1080. LG har derimod, ligesom i øvrigt også Samsung, valgt en højere pixeltæthed på skærmen, og er oppe i 2.560x1.440. I praksis betyder det ikke enormt meget ved almindeligt brug, for vores øjne kan faktisk ikke klare så høj opløsning alligevel ved normal afstand. Overvejer man derimod at bruge telefonen til 3D kan det være en fordel at have højere opløsning, for så kommer telefonen helt op foran øjnene, og så bliver 1.920x1080 pludselig lige i underkanten. Her vil 2.560x1.440 være en del bedre egnet.
Alt i alt er LG G5 lidt en satsning, fordi det er svært at vide, om LG holder fast i konceptet med moduler, men tør du kaste dig ud i det bliver du altså belønnet med en meget fleksibel telefon.

Det adskiller den sig fra iPhone 7 ved:

  • Den kører Android i stedet for iOS
  • Den kan udvides med nye funktioner ved hjælp af forskellige moduler
  • Den har MicroUSB i stedet for Lightning
  • Dens kamera er 23 megapixel – iPhone 7 har 12
  • Den har ikke ForceTouch
  • Har 3,5” stik til høretelefoner
  • Den er ikke vandtæt
  • Den tager MicroSD kort
  • Højere skærmopløsning: 2560x1440 pixels

Samsung Galaxy Note 7 - endnu større skærm

  • Pris: 6.659 kr.

Hvis du hælder mest til den store iPhone 7 Plus er der også gode alternativer derude. Blandt andet er Samsungs nyeste flagskib, Note 7, noget af det bedste på markedet lige nu.

Samsungs topmobiler er efterhånden ved at droppe det ’flade’ look helt, og der findes ikke engang en flad udgave af Note 7. I stedet har den de efterhånden klassiske buede kanter, Samsung er så kendt for.
Da vi testede telefonen for cirka en måned siden, var konklusionen, at Note 7s skærm er den bedste på en mobiltelefon nogensinde, og her kan iPhone 7 Plus da heller ikke være med.

Godt nok er iPhones skærm rigtig god, men den bruger stadig den efterhånden noget bedagede IPS teknologi, der ikke kan hamle op med Samsungs Super AMOLED teknologi.  I øvrigt forventes det, at næste udgave af iPhone skifter over til netop OLED teknologi – men altså ikke på 7. Skærmen på Note 7 er i øvrigt også 0,3” større end iPhone 7 Plus.

Ligesom på de fleste andre Android-telefoner i dag er det også muligt at udvide Note 7 med SD-kort.
Det er ret praktisk, fordi de indbyggede 64 GB er lige i underkanten for de fleste. Og telefonen kan (selvfølgelig) skyde 4K video, og så løber man altså hurtigt tør for plads. Heldigvis klarer telefonen helt op til 256 GB ekstern hukommelse, og så er selv 4K video ikke et problem.
Note 7 koster faktisk næsten det samme som iPhone 7 Plus, men skærmen alene er et godt argument for at kaste sig over Samsungs alternativ.
Samtidig er telefonen – på trods af den større skærm (5,7” imod iPhones 5,5”) – faktisk en lille smule mindre.
Alt i alt et rigtig godt alternativ til den største af Apples telefoner.

Her er den anderledes:

  • Den kører Android i stedet for iOS.
  • Den har USB C i stedet for lightning stik.
  • Dens skærm er buet i siderne.
  • Den tager SD kort.
  • Den har ikke ForceTouch.
  • Dens skærm er bedre og større end hos iPhone 7 Plus.

Google Nexus 6P - den rene Android

  • Pris: 3.111 kr.

Googles egne telefoner med navnet Nexus er den helt rene Android-oplevelse – og de er samtidig nogle af iPhones største konkurrenter.
Google Nexus 6P er, ligesom iPhone 7 Plus, en såkaldt phablet – altså en telefon i overstørrelse. Den er 5,7” stor, hvilket altså betyder, at skærmen er en del større end iPhone 7 Plus’ 5,5”.
Nexus P kører, i modsætning til mange af de konkurrerende Android-mobiler en version af Android, der er ’rå’ – det vil sige, at der intet ekstra lag er lagt oven på Android, og telefonens styresystem er sådan, som Google har tænkt det.
Googles Nexus 6P er efterhånden en halvgammel svend – i hvert fald af en mobiltelefon at være – så den er faldet en del i pris siden og er nu helt nede i omkring 3.000 kr., hvilket er under halv pris af iPhone 7 Plus. Det er klart, at telefonen derudover ikke kan præstere helt så imponerende hastigheder som iPhone, når det kommer til processorkræfter, men for de fleste vil det aldrig blive et problem, for Nexus 6P er hurtig nok til langt det meste og klarer helt uden problemer også ganske avancerede spil.

Ligesom mange af de andre telefoner i denne guide er Nexus udstyret med USB C, der er den nye standard til at oplade og forbinde alle mulige enheder. Faktisk var Nexus 6P en af de første telefoner på markedet med den nye standard. I det hele taget er Google ofte langt fremme, når det kommer til ny teknologi, og deres Nexus serie har tit funktioner, som andre producenter først kommer med et stykke efter softwaregiganten fra Californien.
Derudover kan Nexus-ejere glæde sig over, at telefonerne ofte får nye opdateringer til Android-operativsystemet før alle andre. Derved adskiller de sig dog ikke fra Apples iPhone – alle nyere iOS telefoner får adgang til opdateringer på ca. samme tid, og samlet set er Apples platform meget mere ensartet i softwareversioner, hvilket gør systemet mere stabilt og sikkert. Køber du en Google Nexus, kan du dog forvente meget af det samme fra din nye telefon.

Her er den anderledes:

  • Den kører Android.
  • Den har USB C i stedet for lightning stik.
  • Den har ikke ForceTouch.
  • Den har 3,5” stik til høretelefoner.
  • Den er væsentligt billigere.
  • Den er ikke vandtæt.
  • Den er langsommere.

Sony XZ - kvadratisk og praktisk

  • Pris:  5.619 kr.

Sonys telefoner har haft deres helt eget designsprog i årevis, og hvis du leder efter noget, der virkelig skriger ”ikke-iPhone”, ja så kan Sony være vejen frem for dig.
Sonys nye XZ er en af de allerseneste Android-telefoner på markedet, og blev lanceret på IFA i Berlin her i slutningen af August. Den har stort set alle de fordele, man i øvrigt finder ved Android-telefoner. mulighed for SD kort, masser af muligheder for tilpasning af styresystemet og ny teknologi. Dens 23 megapixel kamera har ekstremt hurtig autofokus og kan i øvrigt automatisk holde fokus på et bevægeligt objekt, også når du skyder video.

Sony har valgt, at XZ skal have en skærm, der størrelsesmæssigt placerer sig et sted imellem iPhone 7 og 7 plus – nemlig en 5,2”. Sony har altid lavet gode skærme, og selv om den formentlig ikke er bedre end den, iPhone 7 bliver født med, er den sikkert heller ikke meget dårligere. I hvert fald er opløsningen ca. den samme.
Om man kan lide det eller ej, så har Sony i hvert fald sit eget designsprog. Her er ingen fint afrundede hjørner, for Sony holder sig til det ganske firkantede design, de har haft kørende de sidste mange generationer af deres smartphones. Det er en smagssag, om man synes, det er specielt pænt, men hvor man ofte kan forveksle en Huawei telefon med en iPhone eller en LG telefon, så er der ingen, der ved en fejl samler en Sony telefon op og tror, det er en iPhone.

Her er den anderledes:

  • Den kører Android i stedet for iOS
  • Designet er væsentligt anderledes
  • Den har USB C i stedet for lightning stik
  • Dens kamera er 23 megapixel – iPhone 7 har 12
  • Den har ikke ForceTouch
  • Den er ikke vandtæt
  • Den har autofokus, der følger objektet
  • Har 3,5” stik til høretelefoner