Det uvejr, der rammer landet søndag aften med stormstyrke, har fået navnet Gorm, skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på dets hjemmeside.

Det voldsomme vejr rammer natten mellem søndag og mandag Danmark og har både vind af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke med sig.

Det er især den vestlige og nordlige del af Jylland og Kattegat, der bliver ramt. Men der ventes hård kuling og vindstød af stormstyrke i hele landet fra søndag aften til natten til mandag.

Stormen stilner dog af i løbet af mandag morgen, men man må forvente sig lidt af en gyngetur, hvis man skal ud og sejle.

Den hårde vind vil fortsat hærge især langs de danske kyster mandag, selv om det ikke længere vil kunne betegnes som en storm, skriver DMI.

Stormen har fået navnet Gorm. I 2013 besluttede daværende klimaminister Martin Lidegaard (R), at man skulle navngive storme. Den første blev kaldt Allan, og siden har både Bodil og Carl rusket i landet.

BNB