Selvom vinteren endnu ikke har vist sit grimme ansigt, begynder konsekvenserne allerede at vise sig.

Vinterdæk til bilen er nemlig allerede ved at være udsolgt hos forskellige dækimportørere. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

- Det er ikke slut endnu, men visse størrelser er allerede ved at være udsolgt. For hver dag, der går, bliver det sværere og sværere at få vinterdæk, siger formanden for Dæk-Importørforeningen, Kenneth Saust til Jyllands-Posten.

F.eks. er specielt dækstørrelsen 175/65-14 allerede udsolgt.

Problemet er, at det ikke er muligt for dækimportørerne at skaffe flere dæk hjem. Kenneth Saust forklarer til Jyllands-Posten, at det skyldes flere faktorer. Dels var vinteren i fjor så hård, at den har tømt lagrene hos dækfirmaerne. Desuden ramte finanskrisen branchen hårdt, så kapaciteten er skåret drastisk ned i forhold til tidligere.

Derudover sidder sidste års hårde vinter frisk i erindringen hos danskerne, og derfor opfordrer Kenneth Saust danskerne til at være hurtig, hvis de ikke allerede har sikret sig vinterdæk.

- Der var nogle, som betalte meget høje priser eller slet ikke fik dæk (sidste år, red), fordi der også var knaphed på vinterdæk. Derfor tror jeg, at mange folk i år har valgt at gardere sig tidligt for ikke at stå i samme situation, siger Kenneth Saust.

En anden årsag til den begrænsede mængde af vinterdæk er også, at Tyskland har skærpet reglerne, og det har fået flere til at købe vinterdæk.

Er man ikke hurtig ude, kan man blive tvunget til at acceptere dækmærker, som man ellers ikke ville have købt, fortæller FDM til Jyllands-Posten.

Herunder kan du læse regler for brug af vinterdæk i andre lande i Europa:


Norge: Intet krav om vinterdæk, men man er forpligtet til at sikre, at bilen har tilstrækkelig  vejgreb.

Sverige: Mellem 1. december og 31. marts er det påkrævet at have vinterdæk på i tilfælde af sne eller is på vejen samt en våd vejoverflade og temperatur under frysepunktet.

Tyskland: Med vinterligt vejr med sne, is eller frost på vejene, skal bilerne have vinterdæk eller helårsdæk, der er mærket M+S.

Frankrig:
Ingen krav om vinterdæk, men det anbefales. Snekæder kan være påbudt i enkelte områder.

Østrig: Hvis der er sne på vejene, er der krav om vinterdæk fra 1.november til 15.april. Det er tilladt at køre med sommerdæk, hvis der er monteret snekæder.

Schweiz: Ingen krav om vinterdæk, men køretøjer, der ikke er udrustet til at køre i vintervejr kan få en bøde. I praksis betyder det, at der skal køres med vinterdæk om vinteren.

Italien: I området Valle d´Aosta er der krav om vinterdæk i perioden fra 15. oktober til 15.april. Ellers kan det være påbudt ved skiltning.