I Skive forsøgte drenge at lokke piger til at sende billeder af deres bryster ved at love dem, at de kom med til en fest.

Sagerne med teenagedrenge, der deler nøgenbilleder af jævnaldrene piger, er kendt over hele landet.

På det seneste har det vakt stor debat, at helt unge kvinder i stigende grad oplever, at deres intime fotos bliver sendt videre og delt uden deres vidende og accept.

For nylig kom det frem, at en hemmelig gruppe på Facebook deler nøgenbilleder af nøgne piger fra hele landet, og sidste år vakte den såkaldte 'Viborg-mappe' med private billeder af piger stor opsigt.

Og problemet er langt fra et storbyfænomen. I Skive kender både politi og SSP-medarbejdere også til sager, hvor unge drenge deler nøgenbilleder af piger. I enkelte tilfælde har drenge brugt kravet om frække billeder som krav for at give dem adgang til en eftertragtet fest.

Det skriver Skive Folkeblad.

»Vi har haft nogle sager, hvor drenge har fået overtalt unge piger til at sende et billede af eksempelvis deres bryster for at få lov til at komme med til en fest. Vi har også haft sager, hvor et billede af en ekskæreste er blevet spredt uden, at ekskæresten har vidst noget. Og så har vi også haft nogle sager, hvor nogle har modtaget et billede uden selv at have ønsket det,« siger Jan Snejbjerg til avisen.

De fleste sager i den midt-vestjyske by bliver håndteret mellem forældre og skole, men der er også sager, hvor politi og SSP bliver inddraget.

Det skete, da en gruppe drenge i byen for nogle år siden syntes, det var sjovt at samle så mange nøgenbilleder som muligt af unge piger på en USB-nøgle. Det viste sig, at drengene slet ikke var klar over, at de gjorde noget ulovligt.