Tidligere direktør i Skat København Erling Andersen, der spillede en central rolle i tidligere statsminister Helle Thornig-Schmidts skattesag, stiller nu op for Socialdemokratiet.

Borgerne i Ballerup Kommune kan ved næste kommunalvalg i november sætte kryds ved den daværende direktør i Skat, Erling Andersen. En mand, der tilbage i 2011 beskyldte departementschef Peter Loft og tidligere minister Troels Lund Poulsen (V) for at begå magtmisbrug i behandlingen af Helle Thornings skattesag, og som derfor nu kan risikere massiv kritik fra Venstre og andre borgerlige, mener politisk kommentator, Thomas Larsen:

»Umiddelbart tror jeg, at der vil være en del i Venstre og andre borgerlige, der vil sige: 'Hvad sagde vi?' Allerede dengang var de opmærksomme på hans fortid som aktiv i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) og som forbundsformand. De var vrede over hans fremfærd og opfattede ham som en politiserende embedsmand,« siger Thomas Larsen.

Tilbage i efteråret 2011 fremsatte Erling Andersen klager til den S-ledede regering om, at der havde været alvorlig forsøg på magtfordrejning i behandlingen af Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidts skattesag. Nærmere bestemt mente han, at Troels Lund Poulsen (V) og departementschef Peter Loft uretmæssig havde forsøgt at påvirke eller omgøre skatteafgørelsen, som frikendte Thorning og Kinnock for ikke at have betalt skat i Danmark i 2009. Kinnock arbejdede til daglig i Schwiez, og der blev derfor rejst tvivl om, hvorvidt han betalte skat herhjemme.

Anklagerne mod Troels Lund Poulsen og Peter Loft blev senere afvist af den såkaldte Skattesagskommission, og Erling Andersen måtte forlade sit job som direktør i Skat. Blandt andet fordi han undervejs bidrog med ’urigtige oplysninger’ til Ombudsmanden samt viderebragte fortrolige oplysninger om Stephen Kinnocks seksualitet.

Peter Loft, som Erling Andersen dengang beskyldte for magtmisbrug, mener dog ikke, at Erling Andersens politiske overbevisning dengang havde indflydelse på sagen:

»Jeg vidste godt, at han havde en vis relation til Socialdemokratiet, men jeg har ingen grund til at tro, at hans sagsbehandling og i det efterfølgende forløb ikke handlede, som han burde. Derfor må det være hans egen sag, hvis han nu ønsker at være aktiv i politik,« siger Peter Loft.

En anden polisk kommentator, Jarl Cordua, kan heller ikke se noget problematisk i, at Erling Andersen vil være politiker:

»Der vil altid være nogen, der tror, at han dengang var drevet af politiske motiver, men nu er sagen jo overstået, og derfor kan jeg ikke se noget problem i, at han stiller op til folkestyret. Erling insisterede jo også dengang på, at han var professionel,« siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erling Andersen selv. Men på sin Facebook-side offentliggjorde han for nogle dage siden begrundelsen for, hvorfor han ønsker at blive kommunalpolitiker:

»Jeg er optaget af, at den gode kommunale ydelse og service ikke forringes – og erstattes af mere eller mindre udspekulerede betalingsordninger. Hvis det sker svigtes de generationer, som med stor efterrettelighed gennem hele livet har betalt høje skatter,« skriver han.