Så er den danske Oscar-vinder Anders Walter hjemme i Danmark igen.

I Københavns Lufthavn var datteren, Clara, den første, der fik sagt velkommen hjem. Hun kastede sig op i den pavestolte Oscar-vinders arme, mens han fremviste den gyldne statuette til de mange fremmødte.

- Jeg er utrolig glad og beæret over at have vundet den her pris. Nu skal jeg hjem til min familie, og bruge de næste dage på at få fordøjet hele den her oplevelse, siger Anders Walter til bt.dk.

Han vandt en Oscar for filmen 'Helium', der var nomineret i kategorien for bedste kortfilm. Den 23 minutter lange kortfilm handler om en dødssyg dreng, der bliver ven med pedellen på et hospital. Sammen opfinder de fantasilandet Helium.

Men den 36-årige filminstruktør, der er tvillingebror til sangeren Rasmus Walter, kommer ikke til at læne sig tilbage og nyde anerkendelsen i særlig lang tid.  Han fortæller til bt.dk, at han har to konkrete projekter på filminstituttet, som han skal i gang med i den kommende tid.

- Det kribler allerede i mine fingre for at komme i gang med de her spændende filmprojekter. Målet er selvfølgelig, at de skal kunne vinde mig den næste Oscar, siger en storsmilende Rasmus Walter til bt.dk.

De kommende film er på et indledende stadie. Men det forlyder, at den ene bliver en ny kortfilm om en datter og hendes forhold til sin alkoholiserede far, mens det andet projekt skal være en længere spillefilm.