Regeringen foreslår at lade private aktører drive plejecentre, hvor man selv kan betale for ekstra service.

En stor lejlighed med havudsigt og tilbud om friskbagt brød om formiddagen, massage om eftermiddagen og en ekstra medarbejder på plejehjemmet om aftenen.

Regeringen vil ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag give fremtidens ældre mulighed for at købe sig til bedre forhold på private plejehjem end den service, som kommunen tilbyder.

Det fremgår af de konkrete forslag til mødet i regeringens Vækstforum torsdag.

- Vi ønsker at ændre reglerne og give mere frit spillerum, så private aktører kan bygge og drive plejecentre, hvor de ældre selv betaler ekstra for f.eks. beliggenhed, service eller normering, siger socialminister Benedikte Kiær (K).

Hun afviser risikoen for en opdeling i a- og b-hold blandt de ældre:

- Vi forestiller os ikke private plejehjem til et lillebitte segment af meget velhavende ældre, men til den brede målgruppe, som ønsker at prioritere deres alderdom, siger hun.

I dag findes kun ganske få private plejehjem i Danmark, og de skal holde samme standard og pris som de kommunale tilbud.

Hverken Ældresagen eller kommunernes forening, KL, er begejstrede for idéen.

- Det her er et ideologisk forslag, hvor de private virksomheder forkæles urimeligt, siger KL-formand Jan Trøjborg til Jyllands-Posten.

/ritzau/