Hverken kulturminister Per Stig Møller eller medieordførerne fra S og V vil kommentere Kenneth Plummers fremtid, men DF roser hans mulige afgang som "klog"

Tale er sølv, men tavshed er guld. Sådan lyder det torsdag om fremtiden for DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, fra såvel kulturminister Per Stig Møller (K) som fra medieordførerne Mogens Jensen (S) og Ellen Trane Nørby (V).

- Det er ikke bekræftet. Det er rygter, siger kulturministeren til, at Ritzau erfarer, at Kenneth Plummer torsdag vil trække sig som generaldirektør. Samme besked kommer fra Mogens Jensen.

- Jeg må vente med min kommentar, indtil vi hører fra Plummer selv, eller der kommer nogle meldinger fra bestyrelsen. Vi kan jo ikke kommentere på rygter, siger Socialdemokraternes medieordfører.

Han betegner Kenneth Plummers handlinger som "dumt", men mener, at konsekvenserne er op til DRs bestyrelse.

Ellen Trane Nørby fra Venstre vil heller ikke kommentere "rygter".

Dansk Folkepartis medieordfører, Karen Nødgaard, mener, at det er en "klog beslutning", hvis Kenneth Plummer trækker sig, fordi han angiveligt har brudt sin tavshedspligt ved at offentliggøre to vragede kandidater til posten som DR's generaldirektør.

- Hvis det er korrekt, at Plummer nu tager konsekvensen, så er det en klog beslutning. Det vil være meget svært af ham at leve videre med det hængende over sig. Jeg tror slet ikke, at han vil kunne nyde respekt, siger Karin Nødgaard.

Spørgsmål: - Er det værste, at han har brudt fortroligheden om Ulrik Haagerup og Merete Eldrup, eller at han har hængt Lisbeth Knudsen, Lars Vesterløkke og Mette Bock ud?

- Jeg vil ikke gradbøje disse ting. Det er to meget alvorlige sager. Det er meget alvorligt - både anklagen og offentliggørelsen, siger Karin Nødgaard.

Spørgsmål: - Har DF nogle præferencer til en ny generaldirektør for DR?

- Dansk Folkeparti har en repræsentant (Ole Hyltoft) i bestyrelsen, som ansætter og i princippet også fyrer. Så det skal vi egentlig ikke blande os i, siger hun.

/ritzau/