238.000 kroner om året. Så meget mere skal 36-årige Kristian Kragh Petersen fremover betale i skat, hvis han vil arbejde i udlandet som maskinmester. Der skriver dr.dk.

Kristian Kragh Petersens skatteændring sker som følge af en del i den nye skatteaftale mellem S-SF-R-regeringen, Venstre og De Konservative. Her sløjfer man en paragraf, som hidtil har betydet, at danskere, der arbejder mere end seks måneder i udlandet om året kan få et skattenedslag.

DR Nyheder har bedt revisionsfirmaet Deloitte om at regne Kristian Kragh Petersens årsopgørelse fra 2010 igennem. I 2010 arbejdede Kristian Kragh Petersen så meget i udlandet, at han kun var hjemme i Danmark i 38 dage.

I 2010 tjente Kristian Kragh Petersen, der først er uddannet automekaniker og senere maskinmester, 577.000 kroner før skat. Den særlige regel om skattenedslag gav Kristian Kragh Petersen en skatterabat på 254.000 kroner.

Ifølge Deloittes gennemgang af Kristian Kragh Petersens årsopgørelse betyder de nye regler, at Kristian Kragh Petersen i 2013 skal betale 238.000 kroner mere i skat, end han gjorde i 2010 - med samme arbejde og med samme antal dage hjemme i Danmark. Det betyder, at Kristian Kragh Petersen ikke vil arbejde i udlandet mere.

- Hvis man ikke kan få det skattenedslag, så er det ikke værd at være ude i 11 måneder om året. Der skal være noget, der gør, at man gider arbejde så mange timer så mange dage om året. Folk gør det for at spare penge op måske til et hus, siger Kristian Kragh Petersen til dr.dk

Han ville ikke have arbejdet to et halvt år i udlandet, hvis ikke han havde fået skatterabat, fortæller han. Siden den nye skatteændring blev kendt i slutningen af juni har både erhvervslivet, en lang række eksperter og oppositionspartier højlydt kritiseret regeringen og Venstre og De Konservative, som også har lagt stemmer til.

For selv om regeringen regner med, at ændringen giver flere hundrede millioner kroner ekstra i statskassen, så mister Danmark arbejdspladser og konkurrenceevne, lyder kritikken.

Eksempelvis mener rådgivningsvirksomheder Cowi, at vil miste op mod 40 millioner kroner og 150 danske arbejdspladser som følge af ændringen. Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen forstår ikke, at regeringen ikke lytter til kritikken.

- Den ene mulighed er, at virksomhederne må kompensere for den ekstra skat ved at betale de ansatte mere. På den måde bliver deres konkurrenceevne forringet. Den anden mulighed er, Kristian her finder et andet arbejde hjemme i Danmark, og så tager han en stilling fra en anden. Den tredje mulighed er, at han emigrerer til et andet land, siger Ole Birk Olesen til dr.dk.

Skatteminister Thor Möger Pedersen sagde tidligere i dag, at regeringens beslutning om at ændre skattereglen står ved magt trods den massive kritik. Læs mere her: