Trods hård kritik fra læger og patienter fastholder sundhedsministeren det fornuftige i at fjerne tilskuddet til nogle former for stærk smertestillende medicin.

- Det er fornuftigt, og samfundsøkonomisk giver det enormt god mening.

Sådan reagerer sundhedsminister Astrid Krag (SF) på Sundhedsstyrelsens beslutning om, at man som smertepatient ikke længere kan få generelt tilskud til dyr stærk smertestillende medicin.

Fra 4. marts er der kun automatisk tilskud til billig smertemedicin som morfin, og hvis man som patient skal behandles med et af de dyrere lægemidler, må man få sin læge til at søge om tilskud hos Sundhedsstyrelsen. Revurderingerne af tilskud til smertestillende og anden medicin vil ifølge sundhedsministeren spare samfundet over 300 millioner kroner årligt.

Beslutningen har mødt massiv kritik fra smerteeksperter, der føler, at de ikke er blevet taget med på råd.

- Sundhedsstyrelsen har taget beslutningen på baggrund af Medicintilskudsnævnets anbefalinger, og der er ingen af lægerne i dette nævn, der har nogen form for specialviden om kronisk smertebehandling. Vi specialister er ikke blevet hørt, og det er fuldstændig forrykt, siger overlæge på Smerteklinikken på Holbæk Sygehus Ole Bo Hansen, der er en af 25 danske læger, der har en diplomuddannelse i avanceret smertebehandling.

De 25 smerteeksperter har sendt tre høringssvar samt et åbent brev til sundhedsministeren. Hun understreger dog, at de tre høringssvar er blevet taget med på dagsordenen ved Medicintilskudsnævnets møder.

- De kan være nok så utilfredse med konklusionen, men de kan ikke sige, at de ikke er blevet inddraget. Man har en fast høringsliste, hvor nogle faglige selskaber inddrages, men alle, der ikke er blevet hørt i udgangspunktet, kan komme med deres synspunkter, siger Astrid Krag.

I brevet fra smerteeksperterne hævdes det, at Medicintilskudsnævnets håndtering af revurderingen af tilskuddet »har været præget af faglig inkompetence, arrogance, selektiv tilgang til kildemateriale og systemfejl«.

- Det, der er galt, er, at der er en lang række patienter i Danmark, der ikke kan få den medicin, de plejer at få, siger en af underskriverne, professor Lona Christrup fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet.

- Oveni det vil fremtidige patienter kunne komme i problemer, fordi der fremover skal søges om enkelttilskud, og det koster tid og penge, som mange af de her patienter ikke har, når de selv skal lægge ud for den dyre medicin i den tid, det tager at afgøre, om de får tilskuddet, forklarer hun.

Foreningen af Kroniske Smertepatienter skønner, at omkring 28.000 patienter vil blive påvirket af tilskudsordningen, og at godt 20.000 af dem vil blive nødt til at finde ny medicin. Astrid Krag vurderer stadig, at ændringen af medicintilskuddet er den bedste løsning.

- Jeg er helt med på, at det er besværligt at skulle skifte medicin. Men vi har altså begrænsede midler i vores sundhedsvæsen, og det er forkert at bruge vores fælles sundhedskroner på dyr medicin, når vi kan få lige så god medicin, der er markant billigere, siger hun.

Astrid Krag har netop modtaget brevet fra smerteeksperterne, og hun lover at svare på det, så snart hun har hørt fra Sundhedsstyrelsen, der skal kommentere den konkrete kritik.