Fire ansatte på skadestuen på Bornholms Hospital i Rønne er søndag eftermiddag blevet hasteindlagt til observation på grund af et udslip.

- Ved halv totiden får vi en melding om, at fire ansatte i vores akutmodtagelse er påvirket af noget, vi mistænker som dampe, der er kommet op fra vores kloaksystem, fortæller hospitalsdirektør Kurt Espersen til Berlingske Nyhedsbureau.

De fire har det »efter omstændighederne godt, men er stadigvæk påvirkede«, oplyser direktøren.

VED DU NOGET, SÅ TIP BT PÅ 1929@BT.DK

- Vi har lavet en nødskadestue et andet sted på hospitalet, så patienter og borgere behøver ikke at være bekymrede, understreger han.

Det er stadig uvist præcist, hvilket slags udslip, der er tale om.

- Vi har haft Beredskabsstyrelsen ude at måle på vores rum, men de har ikke kunne identificere noget. Da to af vores vandlåse i kloaksystemet tilsyneladende er blevet tørre, er den bedste forklaring, at der er sevet forskellige gasser op derfra, siger Kurt Espersen.

Han regner med, at skadestuen kan åbnes igen inden for en times tid.

BNB