Ubevogtede jernbaneoverskæringer har været skyld i flere ulykker i de senere år. Dansk Jernbaneforbund kræver dem fjernet.

Efter endnu en ulykke i en jernbaneoverskæring kræver Dansk Jernbaneforbund alle landets ubevogtede jernbaneoverskæringer fjernet inden 2012.

- Der sker utrolig mange ulykker i de ubevogtede jernbaneoverskæringer. Derfor skal de enten helt fjernes, eller også skal der som minimum etableres halvbomme og gerne helbomme, siger forbundsformand Ulrik Salomonsen.

- I forvejen er udsigtsforholdene ved de ubevogtede jernbaneoverskæringer dårlige. Bilisterne og toget har ikke en jordisk chance for at se hinanden, og når der hverken er lys, halv- eller helbomme, sker disse ulykker, siger han.

En mand mistede livet, da et lokaltog på Thybanen syd for Hurup i aftes ramte en bil. Manden overså tilsyneladende Arrivatoget, da han kom kørende ad en lille markvej og krydsede skinnerne i en ubevogtet overskæring.

Der er i alt 417 ubevogtede jernbaneoverskæringer i Danmark.

/ritzau/