Enken til den afdøde Claus Brydholm og menighedsrådet i Karlebo Sogn er tilsyneladende ualmindeligt desperate for at skjule den 38-årige mands grav for hans mor og søskende.

BT er således i besiddelse af en skrivelse til biskoppen i Helsingør, hvor menighedsrådets formand, Ellen Ladhøj, oplyser, at Claus Brydholms enke nu har flyttet sin mands urne fra en hemmelig og umærket grav på Nivå Kirkegård til ’et andet sted i Danmark.’

Flytningen er ifølge skrivelsen sket af frygt for ’både fysisk og psykisk chikane’ ved besøg af gravstedet. Flytning af urner må ifølge loven kun ske i helt særlige tilfælde, men er her blevet tilladt af de lokale kirkemyndigheder.

Uden spor

Hvor Ann Brydholm tidligere vidste, at hendes søns grav befandt sig et ukendt sted på Nivå Kirkegård, er hun nu efterladt helt uden spor.

Hverken menighedsrådet eller enken vil således fortælle det mindste om, hvor urnen er flyttet hen. En tavshed, som for menighedsrådets vedkommende stadig er ulovlig, selvom graven nu kan befinde sig i et helt andet sogn, fastslår Oluf Jørgensen, der er forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Som nære pårørende har forældrene ret til at blive orienteret om de oplysninger, menighedsrådet har om deres afdøde søns grav. Og det gælder også de oplysninger, der findes om flytningen og det nye gravsted. Det kan der ikke være nogen tvivl om, og derfor virker det meget urimeligt, at moderen bliver afvist, siger Oluf Jørgensen, der er blandt landets førende eksperter i den såkaldte offentlighedslov, der fastlægger borgeres adgang til oplysninger hos myndigheder.

Trods denne vurdering fastholder menighedsrådet i Karlebo Sogn hemmeligholdelsen af alle detaljer om Claus Brydholms grav. Den afdødes enke har gennem en ven afvist at udtale sig om sagen til BT.