Ny rapport finder intet belæg for påstanden om, at Danmark drænes for veluddannede.

Det passer ikke, at Danmark drænes for kloge hoveder, sådan som det eller ofte forlyder i debatten.

Intet tyder på, at Danmark hverken taber eller vinder veluddannede gennem udvandring og indvandring.

Det konkluderer en ny rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der offentliggøres onsdag.

I nogle år har der netto været en indvandring af veluddannede, men der i andre perioder har været en nettoudvandring. Men der er ikke nogen entydig tendens.

Resultatet kommer ikke bag på Lars Andersen, som er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det er lidt af en myte, at højtuddannede folk vælter ud af landet, siger Lars Andersen.

Brutto har der været en stigende udvandring af højtuddannede, blandt andet fordi der er flere, der har lang uddannelse.

Men de fleste kommer tilbage igen, og der kommer også nogle udlændinge, påpeger Lars Andersen.

- Det er godt at få slået fast, siger han og påpeger, at han tidligere har hørt lignende konklusioner fra Velfærdskommissionen og de økonomiske vismænd.

Lars Andersen mener, at veluddannede kommer til Danmark, når de finder et job interessant.

Det høje danske skattetryk, får ofte skylden for, at højtuddannede går uden om Danmark eller rejser til udlandet. Men det er ikke det afgørende får højtuddannedes jobvalg, mener Lars Andersen.

- Det vigtigste er spændende jobmuligheder, siger han.

Det kan også have betydning, at Danmark har et gratis sundhedsvæsen og gratis uddannelsessystem og forholdsvis billig børnepasning i sammenligning med en række lande, påpeger han.

Den nye rapport er skrevet af økonomiprofessorerne Nikolaj Malchow-Møller, Jakob Roland Munch og Jan Rose Skaksen.

/ritzau/