Borgere i Horsens og politikere fra hele landet var mødt op for at mindes den afdøde Horsens-borgmester, der lørdag blev bisat.

Talerne, tårerne og minderne var mange, da familien, hundredvis af Horsens-borgere og en lang række danske toppolitikere lørdag fulgte bisættelsen af den afdøde KL-formand og Horsens-borgmester Jan Trøjborg.

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen var en af de politikere, der mindede Trøjborg fra talerstolen ved en sammenkomst i spisesalen i Forum Horsens, der fandt sted i forlængelse af bisættelsen i Klosterkirken.

I sin tale viste den tidligere topsocialdemokrat blandt andre sin støtte til Jan Trøjborgs mor, Rita.

- Jeg forstår dig mere end mange. Jeg ved, hvordan det er at miste sit barn. Jeg ved også, hvordan det er at begrave sit barn. For ens barn vil det altid være, lige meget hvor gamle de er. Rita, jeg føler med dig, og jeg deler din sorg, sagde Poul Nyrup henvendt til Horsens-borgmesterens mor.

Nyrups tale ved sammenkomsten kom lige efter, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde afholdt sin mindetale for den afdøde partifælle, der søndag pludseligt faldt om under et motionscykelløb.

- Han var altid sig selv. Det kan kun et stort menneske være, sagde Thorning.

Statsministeren var tydeligt berørt under den foregående ceremoni i kirken, og fra talerstolen i Forum Horsens mindede hun om, hvor skrøbeligt livet kan være.

- Hans død var et chok. Den var forkert. Når en af vores venner dør for tidligt, minder det os alle om, at livet er skrøbeligt.

- Danmark er blevet fattigere uden Jan Trøjborg, sagde hun afsluttende.

I alt blev der afholdt otte taler ved mindesammenkomsten, og blandt andre 2. viceborgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), næstformand i KL, Erik Fabrin, (V) samt vennen Verner Sand Kirk gik på talerstolen.

Forud for mindesammenkomsten havde de indbudte i Klosterkirken i Horsens taget afsked med Jan Trøjborg. Kirken, der har plads til 350 personer, var tætpakket, og uden for stod hundredvis af borgere og hørte med på talerne, der kunne høres gennem opstillede højtalere.

I kirken talte blandt andre Trøjborgs ældste søn, 29-årige Thomas André Trøjborg, på vegne af den afdøde Horsens-borgmesters fire efterladte børn.

- Der kommer nye borgmestre og nye politikere til. Men der kommer aldrig en ny far, sagde Thomas André Trøjborg foran de mange hundrede mennesker, der var samlet i kirken.

- Vi har aldrig været i tvivl om, hvem du holdt af, og derfor græder vi i dag, sagde Thomas André Trøjborg.

Den ældste søn gik sammen med sin lillebror Lasse forrest, da kisten blev båret ud til tonerne af Frank Sinatras klassiker »I did it my way«. På låget af kisten lå en stor buket røde roser.

Den 56-årige Jan Trøjborg døde søndag 6. maj, efter at han blev syg under et motionsløb i Horsens i anledning af Giro d’Italia-cykelløbet.

Han modtog hurtigt lægelig behandling og blev efterfølgende fløjet med helikopter til Hjertemedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus ved Aarhus, men hans liv stod ikke til at redde.

Jan Trøjborg nåede i knap 25 år at tjene Socialdemokraterne.