Snart behøver kunderne i fire danske supermarkeder ikke længere bekymre sig over, om de har glemt dankortet eller de kolde kontanter, når de står ved kassen.

I løbet af april bliver det muligt at betale med den populære betalings-app MobilePay i tre Føtex-butikker og et enkelt Bilka-varehus. Det oplyser Dansk Supermarked i en pressemeddelelse.

Tirsdag bliver løsningen indført i Føtex på Nordre Fasanvej i København, og fra onsdag kan man også betale med MobilePay i Føtex på Slotsgade i Aalborg C.

Læs også:

Kunderne i Bilka Horsens får glæde af appen fra 27. april, og endelig rammer den Føtex på Vesterbro i Odense C 29. april.

Betalingsmuligheden fik danmarkspremiere hos Dansk Supermarked 11. marts i år. Føtex-butikken i Storcenter Nord i Aarhus var den første af kædens varehuse til at tilbyde kunderne at betale deres dagligvarer med mobilen.

Nu ruller Dansk Supermarked og Danske Bank altså mobilbetaling ud i fire nye butikker. Dansk Supermarkeds direktør for e-commerce & digital, Kenneth Nielsen, siger i en pressemeddelelse, at de fire butikker er nøje udvalgte.

Læs også:

»Vi er nu klar til at tage næste skridt i planen mod at rulle mobilbetaling ud i alle vores butikker. De fire varehuse dækker store provinsbyer fordelt over hele landet og et varehus i midten af København. Det betyder, at vi får testet løsningen i de butikker, hvor der kommer mange forskellige typer kunder, som kan prøve teknologien af,« lyder det fra Kenneth Nielsen.

Dansk Supermarked oplyser, at tre procent af kunderne i Føtex i Storcenter Nord i Aarhus vælger at betale med telefonen i varehuset. Det glæder Kenneth Nielsen, og Mark Wraa-Hansen, der er chef for MobilePay-divisionen i Danske Bank, deler begejstringen.

»Det er dejligt at se, at kunderne tager løsningen til sig. Nemme og hurtige mobile betalinger går en stor fremtid i møde. Med Dansk Supermarked som initiativtager kommer MobilePay-modellen til at vinde frem i detailhandlen over de næste par år,« udtaler Mark Wraa-Hansen i pressemeddelelsen.

Dansk Supermarked forventer, at mobilbetalingen kan benyttes i alle 566 Føtex-, Bilka-, Netto- og Salling-butikker inden for et års tid.