Bjarne Riis er tilbage på toppen af international cykelsport.

På et pressemøde onsdag på Hotel D'Angleterre i København vil den tidligere Tour de France-vinder ifølge B.T.s oplysninger annoncere, at det danske selskab Virtu Cycling bliver medejer af UCI WorldTeam-holdet Team NTT.

Bjarne Riis bliver sportslig ansvarlig på holdet, som beholder sit navn - NTT Pro Cycling.

I ejergruppen bag Virtu Cycling sidder - foruden Bjarne Riis - rigmanden Lars Seier Christensen og Brøndby IFs bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen. De ejer en tredjedel hver.

Dermed er Bjarne Riis tilbage i det helt fine selskab for første gang, siden han i 2015 endeligt forlod Tinkoff-Saxo og dermed trak sig fra World Touren.

Ifølge B.T.s oplysninger bliver ejerforholdet delt mellem Virtu Cycling og Team NTT's nuværende ejer, sydafrikaneren Douglas Ryder. Holdet bliver altså ikke rent danskejet i første omgang.

Rygterne om det danske engagement i Team NTT - som indtil sidste sæson kørte under navnet Team Dimension Data - har været kraftige i flere måneder, og faktisk var det også meningen, at aftalen skulle have været præsenteret allerede sidste år.

B.T. erfarer, at holdmateriale var trykt, bannere printet, og at man var parat til at indkalde til et stort anlagt pressemøde, men en knast i forhandlingerne om ejerforholdet satte en kæp i hjulet for forhandlingerne.

Bjarne Riis er tilbage på cykelsportens øverste hylde og bliver den nye sportslige ansvarlige for holdet.
Bjarne Riis er tilbage på cykelsportens øverste hylde og bliver den nye sportslige ansvarlige for holdet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nu er forhandlingerne altså faldet på plads, og det må siges at være i sidste øjeblik.

Om blot to uger går cykelsæsonen for alvor i gang, når Santos Tour Down Under skydes i gang i Adelaide, Australien.

Tidligere har der været spekulationer om, at eksempelvis den danske vinduesgigant Velux var klar til at gå ind i Bjarne Riis’ næste cykeleventyr.

Her afviser Jens Bekke, direktør for Global Media Relations, dog en aftale, men forklarer, at et potentielt sponsorat kan komme i spil fra 2021-sæsonen, når Tour de France begynder i Danmark. Intet er dog på plads, og virksomheden kigger bredt, inden man placerer sit næste sponsorat.

Med onsdagens offentliggørelse er katten ude af sækken, og dermed kan Virtu Cycling gå på jagt efter yderligere dansk kapital frem mod 2021-sæsonen.

Det har været et mål for danskerne at have et dansk hold på øverste hylde, når verdens største cykelbegivenhed rammer dansk jord.

Således varslede Lars Seier følgende i sin nytårstale på Facebook:

»Jeg medgiver, at det har taget længere tid, end Bjarne Riis og jeg regnede med, da vi startede projektet i 2016, men det er fortsat vores mål at være med på højeste niveau, når Touren starter i København i 2021. Jeg tror, der er en chance for gode nyheder i løbet af januar, men hvis ikke, bliver det svært at nå,« sagde han blandt andet.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Bjarne Riis får på sit nye cykelhold fornøjelsen af flere velkendte ansigter. Stjernen på holdet er Thy-tonseren Michael Valgren, og også det danske stortalent Andreas Stokbro er på kontrakt.

I holdbilerne bliver der også god mulighed for at tale dansk - således er både Lars Michaelsen og Lars Bak tilknyttet Team NTT som sportsdirektører fra denne sæson.

På ryttersiden råder Team NTT desuden over store stjerner som nordmanden Edvald Boasson Hagen, tjekken Roman Kreuziger - som Bjarne Riis tidligere har samarbejdet med på Tinkoff-Saxo - og sydafrikaneren Louis Meintjes.

Siden slutningen af 1990'erne og frem til 2015 var Bjarne Riis ejer og sportsdirektør på Tinkoff-Saxo, der tidligere blandt andet bar navne som Memory Card-Jack & Jones, Team CSC og Saxo Bank-SunGard.

Virtu Cyclings pressemødet finder sted på Hotel D'Angleterre i det centrale København onsdag klokken 15.