I 12 dage har Jonas Vingegaard ligget og stirret ind i væggene på Txagorritxu-hospitalet i Baskerlandet.

Tirsdag var der dog gode nyheder fra den danske stjerne, som endelig blev udskrevet og har forladt Spanien og Vitoria Gasteiz.

Mens fokus nu vil være på den dobbelte Tour-vinders restitution, tårner spørgsmålene sig op omkring danskerens sæson – og selvfølgelig deltagelsen ved Tour de France.

»Det var et rigtig voldsomt styrt, og det er altid ubehageligt, når folk bliver liggende på den måde. Man kunne godt se, at den var gal. For rytternes natur er jo, at de gerne vil hurtigt op på cyklen igen for at reducere tidstabet,« siger den danske landstræner Anders Lund – der sad foran skærmen, da Vingegaard styrtede – til B.T.

Jonas Vingegaard vandt både Tour de France i 2023 og året før.
Jonas Vingegaard vandt både Tour de France i 2023 og året før. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»For det første ser jeg Vingegaard bevæge en arm. Det er vigtigt. Han har den lige oppe i vejret og kommunikerer lidt med sin sportsdirektør. Derfra ligger han stille, men det er fordi, han har så pisse ondt.«

Dommen var ganske brutal. På hospitalet fik Jonas Vingegaard konstateret en punkteret lunge, et brækket kraveben og adskillige brækkede ribben, som holder thyboen af cyklen i flere uger.

På trods af de omfattende skader hæfter Anders Lund sig til en ting.

»Der er altid grund til bekymring, når man havner i et stort styrt, hvor man brækker mange knogler og får brudt sine forberedelser. Men ud fra, hvad jeg har set og oplevet, så kommer benene relativt hurtigt i gang på en hometrainer, når det ikke er hoften, lårbensknoglen eller bentøjet, det går ud over. Når det er sagt, kan der også være et hav af komplikationer herfra,« siger landstræneren, der endnu ikke har været i kontakt med Jonas Vingegaard efter styrtet.

Hvis Visma-rytteren skal gøre sig forhåbninger om at forsvare sin titel i verdens største cykelløb, kræver det at han står knivskarpt lørdag 29. juni – om 2,5 måned.

Senere på sommeren er der dog både OL og VM med det danske landshold - og Vingegaard har tidligere ytret ønsket om at repræsentere Danmark på den olympiske rute i Paris, når medaljekampen løber af stablen 3. august.

Selvom det ikke umiddelbart ligger i kortene, at han skal være fjerde mand på holdkortet, der i forvejen tæller Michael Mørkøv, Mads Pedersen og Mattias Skjelmose, er han i spil til landsholdet, siger Anders Lund. 

Men også her er skæringsdatoen truende tæt på.

Anders Lund sad foran skærmen, da Jonas Vingegaard styrtede voldsomt i Baskerlandet Rundt.
Anders Lund sad foran skærmen, da Jonas Vingegaard styrtede voldsomt i Baskerlandet Rundt. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg forholder mig til den aktuelle situation ved næste udtagelsesdato i starten af juni – og så må vi se, hvilket billede der tegner sig dér,« lyder det fra landstræneren.

»I forhold til OL er Jonas' udfordring, at han koncentrerer sig så meget om Touren, som han gør. I moderne cykelsport er det også det, der oftest skal til for at man lykkes med sine ting. Der er ingen tvivl om, at fokus på Touren koster for Jonas, men lige nu er situationen jo uvis. Vi aner ikke, om han kommer til at køre Touren.«

Det voldsomme styrt ved Baskerlandet Rundt, hvor nogle af sportens største navne (Roglic, Evenepoel, red.) kom til skade og måtte udgå, har sprøjtet benzin på debatbålet omhandlende rytternes sikkerhed.

Efter ulykken affejede løbsarrangøren al kritik i forhold til styrtet, mens flere mente, at rytterne også har et ansvar ved at køre for risikabelt.

»Som alle fornuftige mennesker går jeg ind for den bedste sikkerhed for rytterne. Men jeg tror, det er illusion at tro, at man kan eliminere faren ved cykling,« lyder det fra Anders Lund.

Ifølge ham er det svært at ramme det helt rigtige punkt, hvor man balancerer sikkerheden med sportens risikable natur.

»De skal konkurrere under nogle forhold, hvor de kan gå til grænsen uden at være i akut livsfare. Det kan man ikke altid love dem, når de kører med 100 km/t, men der skal være en grænse,« mener Anders Lund.

»Og den er virkelig svær at tegne skarpt op. Jeg tror, at det er vigtigt, at man hverken bliver total puritaner og risikofornægter eller tror, at cykelsporten kan blive 100 procent sikker.«