Spørgsmål: Jeg er en fyr på 24 år, som har trænet og spist meget målrettet, for at opnå den krop, jeg ville. Dette har resulteret i, at jeg er blevet alt for fokuseret på kalorier.

Yderligere har jeg fået mig en ny kæreste, som jeg elsker over alt på jorden. Problemet er bare, at min selvtillid samt selvværd ikke er særlig højt, hvilket betyder, at jeg er nervøs for, at jeg ikke er tynd og pæn nok og mit fokus på kalorier er blevet værre.

Dette betyder, at jeg de fleste dage om ugen ikke spiser ret meget, og er i stort kalorieunderskud. Andre dage er mit blodsukker så lavt pga. at jeg sulter mig og så bukker jeg under for presset, og kommer til at spise helt uhæmmet. Dette kan f.eks. være fire plader chokolade og to-tre liter is på kort tid.

Alt dette gør, at min vægt på tre måneder svinger imellem /- tre kilo.

Jeg ved godt, at det på ingen måde er sundt, og ville derfor gerne vide, om du har nogle gode råd til mig, ang. stabilisering af blodsukkeret og andet, der kunne hjælpe?

Martin

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål og indsigten i dine udfordringer. Mange forbinder forskellige grader af spiseforstyrrelser med kvinder, men som dit spørgsmål illustrerer, er det også gældende hos det modsatte køn.

Alle spiser i en eller anden grad med følelserne i forskellige perioder af deres liv. Du er selv bevidst om dine mindre hensigtsmæssige vaner (handlinger), som har specifikke udløsere, og det er første skridt på vejen, men der er stadig mange flere skridt at tage.

Det kan være svært at finde balancen indenfor sundhed og velvære. I dit tilfælde er der ubalance, når det kommer til energiindtag og kropsvægt. Denne negative fokus får dig til at miste fokus på bolden (det vigtige) og du mister det store perspektiv.

At opbygge selvtillid og ikke mindst selvværd sker ikke fra den ene dag til den anden – det er en del af den evige personlige udvikling. At acceptere, forstå og udforske sine styrker og svagheder både fysisk og menneskeligt er en vigtig del af den personlige udvikling.

På det praktiske plan vil jeg anbefale dig at tage et kig på dine strategier. Lav en aftale med dig selv eller din kæreste om minimum at spise til hvert hovedmåltid – morgen, frokost og aften. Start med at få denne regelmæssighed ind i din hverdag. Det kan godt være du ikke spiser så meget, men sørg for at spise lidt til hvert hovedmåltid. Og sørg for, at du har handlet, så du undgår at købe ind og dermed spise efter dit humør.

Gentag, gentag, gentag og gentag. Du vil ikke lykkes hver gang, men at ændre vaner kræver masser af øvelse.

For dit vedkommende er mad = energi (kalorier) og du er nødt til at minimere den kobling. Find nogle andre elementer at relatere din mad til.

Lav mad sammen med din kæreste og gør mad til et hyggeligt og socialt element i stedet for kun at se energiindhold (fedt, protein og kulhydrat).

Jeg håber det gav dig svar og ønsker dig styrke.

Stay strong!