Hej Hanne. Jeg skriver til dig fordi jeg i et stykke tid har gået og spekuleret over om jeg spilder min tid i mit nuværende forhold og håber du kan give mig nogle råd i forhold til dette.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Jeg er en pige på 21 år og jeg bor på andet år sammen med min kæreste på 23 år. Vi har igennem hele vores forhold snakket åbent om alt, og har fra starten også snakket meget åbent omkring dét at få børn. Jeg har altid villet have børn en dag, og det var også det, min kæreste gav stort udtryk for i starten. Vi var dog også meget enige om, at der ikke var nogen grund til at forhaste sig ud i noget.Som alle andre par har vi vores op og nedture og en aften, har vi så et større skænderi, og min kæreste siger pludselig, at han ikke længere er sikker på, at han kan opfylde min drøm om at få børn. Og der sidder jeg lidt med en klump i halsen og tænker... hvor kom den fra?
Det er ved og være et halv år siden nu, og jeg har efterfølgende prøvet og spørge ind til det uden at være for pressende, og han siger, at han er nået frem til den konklusion, at han ikke vil være i stand til at tage sig af et barn følelsesmæssigt. Så tænker jeg, hvordan kan manden sige det, før han står i situationen? Nu står jeg her og ved egentlig ikke, om jeg spilder min tid i dette forhold? Jeg har en drøm om at få børn, og jeg går inderst inde og håber, at han måske kommer på andre tanker med tiden? jeg elsker ham og vil ikke forlade ham, men samtidig vil jeg ikke opgive drømmen om børn. Sagen er, at jeg er i vildrede. Jeg håber, du kan hjælpe mig, eller komme med nogle gode råd til hvad jeg kan gøre.
Mvh. Blomsten
Kære Blomst
Jeg synes umiddelbart, at det er et udtryk for modenhed, at din kæreste melder ud, at han ikke tror, at han kan engagere sig følelsesmæssigt. Det er netop en følelse, man kan have på forhånd. Han kan eksempelvis have lagt mærke til, at han altid undgår børn, ofte ser dem som irriterende og slet ikke føler trang til at holde en baby i armene.
En forklaring kan være, at I jo begge er meget, meget unge. Måske føler han, at han slet ikke er parat til at stifte familie og gerne vil nyde sin ungdom, feste, rejse osv.
En anden mulighed er, som jeg ofte møder hos mine klienter, at han eller hun er skrækslagne for at komme til at behandle deres barn, som de selv er blevet behandlet i barndommen. Denne angst kan være ubevidst. Irritation eller endda vrede mod børn, skyldes typisk også, at barndommen har været præget af, at barnet har følt, at det var i vejen, at det ikke var værd at elske eller endda er blevet slået. En sådan opvækst kan give et enormt selvhad, hvor han eller hun også overtager forældrenes holdning til børn og derfor også ser dem som irriterende og ucharmerende.
Der findes familier, hvor barnet allerede som baby bliver beskyldt for at være egoistisk og forkert, fordi det måske vågner om natten og er sulten. Der er tale om forældre, som slet ikke er klar over, at små børn slet ikke evner at være egoistiske men blot søger at få dækket deres behov og selvfølgelig ingen intentioner har om at irritere mor eller far. Når et barn beder om eksempelvis en is er det jo heller ikke for at genere forældrene men blot et behov, som det udtrykker. Der også de helt hæslige eksempler, Hvor barnet græder af en eller anden årsag, hvor mor eller far siger –’hold kæft – ellers skal jeg give dig noget at tude for’.
Bliver barnets behov gang på gang overhørt eller nedgjort, lærer barnet med tiden at skjule sine behov og bliver et meget lukket og ulykkeligt menneske.
Jeg ved ikke, om du spilder din tid, men skyldes din kærestes modstand mod at få børn hans egen barndom, så mener jeg helt sikkert, at han skal prøve at få bearbejdet sin barndom hos en psykolog. Måske kunne du prøve at spørge lidt ind til, hvordan hans opvækst har været?
Held og lykke Hanne
brev_tag_hanne
