Hvor er den sunde fornuft i Danmark? Mange steder i det offentlige er den væk. Og jeg tror, jeg har fundet svaret på, hvor den blev af.
For nogle uger siden fortalte jeg om nogle vanrøgtede børn i byen Grumstrup. Jeg undrede mig endnu engang over, at den slags kan finde sted i årevis på trods af lægers og læreres gentagne anmeldelser til kommunen. Hvad er det for mennesker, der behandler sådanne sager? Også det, har jeg måske fået svar på nu.
Alt for mange synes ikke, folkeskolen er god nok længere. Derfor er lærerne blevet udstyret med digitale evalueringsværktøjer, hvor alt skal registreres og rapporteres. Børnene (og lærerne) bliver målt og vejet i et væk og alt skrives ned. Meningen er såmænd god nok, men al denne kontrol står i skærende kontrast til tilliden, og man forstår godt, når børnene spørger: ”Hvem læser det, der bliver skrevet ned?”
For to minutter siden hørte jeg så et indslag i radioen, hvor bl.a. justitsminister Mette Frederiksen (S) blev spurgt, hvorfor de ikke havde fået patienterne væk fra hospitalsgangene. Det kom der så en slags svar på, som indeholdt ordet ”kontrol”. Og det ord er centralt for de ovennævnte sager.
Når vi som borgere føler os dårligt behandlet eller ikke føler, vi bliver hørt, så bliver vi frustrerede og gør indsigelser på sociale medier eller i læserbreve eller hos frisøren. Vi taler om, at det offentlige er ineffektivt. På et tidspunkt bliver vores klagesang så høj og klar, at den bliver til ”en case”, og det er godt, for det viser, at vores demokrati virker.
Svaret på vores klager er ”mere kontrol”. Politikerne lover kontrol med hospitalerne, med politiet, med skolerne, med kommunerne. Og det lyder jo rigtig godt. Ingen kan være utilfreds med, at der er styr på tingene. Min pointe er bare, at kontrol og ”styr på tingene” er to forskellige ting.
Kontrol betyder nemlig oftest en masse skemaer, der skal udfyldes, og resultatet af denne kontrol er, at den almindelige sunde fornuft tilsidesættes. Og det handler om, at kontrollen med læger, lærere, politifolk, socialrådgivere m.fl. giver disse faggrupper et indtryk af, at man ikke har tillid til dem. De bliver degraderet fra mennesker til statens arbejdsredskaber.
Jeg kender en familierådgiver i en kommune. Hun er ikke uempatisk men til gengæld meget pligtopfyldende og hårdt arbejdende. Når hun skal ud og kontrollere en udsat familie, så sidder hun med bunker af papirer og skemaer. På sådan et kontrolark kan der godt stå: Er børnene underernærede? Og det er de måske så ikke. Der kan også stå: Er børnene truet? Og det er måske heller ikke tilfældet. Til gengæld er der ikke nogen rubrikker, hvor der står: Lugter børnene af lort? Har børnene nogensinde måttet spise deres eget opkast? Og således kan et udfyldt skema frembringe et indtryk af, at tingenes tilstand er OK i en familie, hvor alle alarmklokker burde ringe.
Min anden veninde, som er læge, fortalte om en kollega, der en aften havde modtaget en selvmordstruet patient. En rapport blev udfyldt, men marginaler (han var f.eks. 49 og ikke 50) gjorde, at resultatet udløste en anbefaling om at lægge ham på en åben afdeling, hvilket i hans tilfælde var livsfarligt. - Vi nåede dog at opdage miseren, fortæller min veninde, som for hver patienttime bruger 45-50 minutter på at udfylde rapporter.
Vi vil gerne have kontrol for at beskytte os selv og vores børn. Men det er min påstand, at vi med kontrollen fjerner os fra intuitionen. Kontrollanterne (hvem de så end er) har lammet den individuelle evne til at handle med sund fornuft.
