Multikulturelle Nørrebro, hipster-højborgen Vesterbro eller mondæne Frederiksberg.

København har en bydel for de flestes smag, men forskellighederne fra øst til vest og nord mod syd handler ikke kun om beboerne, butikkerne og boligerne.

Der er også stor forskel på, hvor mange af de solgte lejligheder, der kunne få tilføjelsen "solgt" på vinduernes mæglerskilt inden for de første tre uger på markedet, viser en opgørelse fra boligsiden Boliga.dk.

Generelt er der en større andel af lynsalg for ejerlejligheder end huse, men der er også store forskelle fra postnummer til postnummer.

Der er flest lynsalg på Nørrebro og i nabobydelen Nordvest, hvor henholdsvis 46 og 45 procent af de handlede lejligheder max nåede op på en liggetid på 21 dage. Altså var køberne i bydelene nogen af de hurtigste til at sige "ja tak", når den rigtige lejlighed bød sig til.

Og det er da også de to bydele, der generelt har de korteste salgstider for lejligheder. Lige over halvanden måned tog det i gennemsnit at sælge i bydelene.

Nordsjællandsk by i bunden

Mens det går hurtigt på multikulturelle Nørrebro og i lillebror Nordvest, så går det mere roligt i bydele som Frederiksberg, hvor lige over en ud af fem lejligheder blev solgt som lynsalg.

Den laveste andel af lejligheder solgt som lynsalg finder man i Nærum nord for København, hvor det var otte procent af de solgte boliger, der røg på under tre uger, oplyser Boliga.dk.

Det er dog ikke her, man finder de længste salgstider. Det var i Blokhus, hvor det i gennemsnit tog 483 dage at finde en køber til lejlighederne, mens det i Horsens tog 258 dage.

Se, hvor mange lynsalg af lejligheder der var i dit drømmeområde HER.

Se, hvor lang en salgstid der var på lejligheder i dit drømmeområde HER.