Floyd Mayweather var efter sin sejr mod Manny Pacquiao fuld af lovord over for filippineren. Samtidig åbnede amerikaneren et snarligt karrierestop.

Selvom publikum piftede, stod Floyd Mayweather stolt tilbage i ringen som sejrsherre efter 12 hårde omgange mod Manny Pacquiao i Las Vegas søndag morgen dansk tid.

Kampen blev vundet på point, hvor Floyd Mayweather på nær et par omgange havde styr på sagerne.

»Jeg vil først og fremmest takke Gud for min sejr. Jeg vil takke alle de fans, som kom til Las Vegas. Og alle dem, som støttede op om denne her kamp. Han (Pacquiao, red) er en fandens god bokser. Jeg tager hatten af for Manny Pacquiao, og nu kan jeg se, hvorfor han er en af dem, der er blandt de største inden for boksning,« sagde Floyd Mayweather efter kampen og fortsatte:

»Jeg vidste, at han ville vinde et par omgang, og han havde sin momenter i kampen. Men jeg holdt ham væk, og jeg var den smarteste af os, og jeg udboksede ham. Jeg var ikke ramt fra distancen, det var kun, når han fik mig ind i hjørnet, at han landede en del slag.«

Storkampen, eller århundredes kamp som opgøret blev døbt, bliver formentlig svært at overgå for både Floyd Mayweather og Manny Pacquiao.

Og måske derfor antydede Floyd Mayweather allerede efter sin sejr, at han måske kan være på vej mod et karrierestop, når han har bokset sin næste kamp til september. Her mangler han dog stadig at finde en modstander.

»Min sidste kamp bliver i september, og så er det måske tid til at se på, hvad der skal ske. Jeg bliver snart 40 år gammel, og jeg har været i sporten i 19 år - og i 18 år som verdensmester. Og det er jeg meget taknemmelig over,« sagde han.