Indtil for få dage siden lignede Roman Kreuziger, sidste års nummer fem i Tour de France, det mest oplagte valg. Men efter at Den Internationale Cykel Union (UCI) valgte at åbne en sag på baggrund af abnormiteter i det såkaldte blodpas, har der været et gabende tomrum at fylde ud.
Det polske talent Rafal Majka fik til sin egen overraskelse tjansen og var alt andet end begejstret. Det kan ingen bebrejde en 24-årig, som har gravet dybt for at køre klassement i et hårdt Giro d'Italia, og som var stillet et helt andet løbsprogram i udsigt. Faktisk virker det tæt på uansvarligt at foretage en hovsa-nominering af en ung rytter, som først skulle have peaket næste gang i sensommeren med Polen Rundt og Vuelta España og derfor kan have ligget mere på stranden end siddet på en cykel.
At køre en Grand Tour på tre uger en ikke at spøge med. Men at skulle gøre det uden være på plads både fysisk og mentalt, ligner rovdrift på en ung rytter, man burde føre langt mere forsigtigt frem. Det er indiskutabelt, at Majka i form ville være Contador til hjælp i bjergene, men nu udstiller det i stedet, at Bjarne Riis, Oleg Tinkov og de sportsdirektører på holdet, som har vægt at byde ind med, ikke kan have ret høje tanker om bredden i en trup, hvor schweizeren Oliver Zaugg sagtens kunne have fået chancen, som han var kørende på de to afgørende bjergetaper i Schweiz Rundt for ganske nylig.
At der er fundet plads til den italienske veteran Matteo Tosatto er ikke nogen stor overraskelse. Men selv uden at hejse den chauvinistiske fane, kunne man sagtens have argumenteret for Nicki Sørensen, der har kørt en solid sæson, mens Tosatto har døjet med rygskade og svigtende form.
Mindre overraskende er det nok, at Matti Breschel blev siet fra, selv om hans formkurve har modsvaret Se & Hørs oplagstal, og den danske klassikerspecialist kunne have været en vigtig brik på de frygtede brosten, der venter Tour-feltet i Nordfrankrig.
At Alberto Contador endnu en gang har fået held til at trumfe sin ret gennemsigtige landsmand Jesus Hernandez med i bunken, må tilskrives kaptajnens ret til også at håndplukke uden at blive sagt imod. Men hvis Contador begynder en sammenligning med de hold Team Tinkoff-Saxo er oppe imod, begynder hans eget bagland at blegne.
Ikke færre end tre ryttere, Nicolas Roche, Michael Rogers og bemeldte Rafal Majka, har kørt fuld Giro d'Italia. Den slags plejer at hævne sig før eller siden undervejs i Tour de France.
På rivaliserende hold som Chris Froomes Team Sky og Vincenzo Nibalis Astana, er det langt hen ad vejen ryttere uden så tung en fysiologisk dødvægt, som lørdag tager fat på Verdens vigtigste cykelløb.
Team Sky kunne tillade sig den frækhed at fravælge 2012 Tour-vinder Bradley Wiggins, Evald Boasson Hagen og den nykårede engelske mester Peter Kennaugh, uden at holdet på nogen måde har noget at skamme sig over, når man ser på de adjudanter, som skal køre for den forsvarende Tour-konge.
Og Jakob Fuglsang glimrer ved sit nærvær på et Astana-mandskab, der udover sidste års danske nummer syv i Touren, kan præsentere tung erfaring og muskuløs råstyrke fra kapaciteter som Tanel Kangert, Lieuwe Westra, Michele Scarponi, der alle med jævn frekvens stikker næsen meget langt frem i små og store etapeløb.
Set i det lys får Alberto Contador rigeligt at se til. Og at selv den spanske Tourminator trods alt ikke er hævet over holdets homogenitet, fik vi at se i det retningsgivende Tour-forberedelsesløb Criterium Dauphiné, som blev tabt på en blanding af dårlig dømmekraft og et svagt hold.
Det gør ikke nødvendigvis Tour de France mindre spændende eller åbent. Men det stiller større krav til førsteudfordreren selv.
Lars B. Jørgensen er journalist på BT og kan følges på Twitter @LarsBartoli
