Jeg tror ikke, at Klavs Bruun Jørgensen går en uge i møde med god nattesøvn. Tværtimod skal landstræneren nok indstille sig på en uge med grublerier, bekymringer og urolig mave frem mod næste weekends OL-kval i Aarhus.
Det er svært at forestille sig et anderledes scenarie, efter at kvindelandsholdet lørdag blev skilt ad af Rusland i specielt første halvleg af EM-kvalifikationskampen i Næstved. 22-24 lød slutcifrene, men de fortæller ikke den fulde historie om et landshold, der periodevis var overmatchet. Efter en ganske acceptabel indsats i onsdagens møde mellem de to nationer i Rusland, hvor danskerne tabte 27-31, var det langt hen ad vejen usikkert og febrilsk i returopgøret på sydsjællandsk halgulv.
Det hører selvfølgelig med, at håndboldkvinderne lørdag stillede i en reservespækket udgave, men det ændrer dog ikke på, at det var bekymrende at se, hvordan holdet leverede en jammerlig indsats i de første 30 minutter, hvor der manglede fart, aggressivitet og timing over hele linjen.
I forhold til defensiven venter der Klavs Bruun Jørgensen et arbejde med at få en mere sammentømret midtzone, som han siden sin tilgang har bygget op omkring Pernille Holmsgaard og Stine Bodholt. Men Bodholt har brækket en finger i denne uge, og det efterlader et hul, som skal udfyldes.
Og så skal Klavs Bruun noget så inderligt håbe på, at Stine Jørgensen, som sad over i gårsdagens kamp på grund af lægproblemer, kommer sig 100 procent. Var nogen i tvivl om hendes betydning, blev det åbenbaret lørdag, at hendes ro og overblik er enormt vigtig for landsholdet. Lige nu er Stine Jørgensen landsholdets klart vigtigste spiller.
Selve nederlaget mod russerne er i sig selv lidt ligegyldigt. Om Danmark bliver etter eller toer i EM-kvalpuljen er ret uvæsentligt. Og selv om Klavs Bruun gerne ville have vundet kampen, føler jeg mig ret sikker på, at danskernes placering i EM-kval’en rager ham cirka lige så meget som valutakursen i Uzbekistan. Så længe de sikrer sig en af de to øverste pladser og kommer med til EM - og da de to øvrige modstander i puljen er Tyrkiet og Portugal, bliver det ikke noget problem.
Problematisk tror jeg derimod det bliver næste weekend, når danskerne skal duellere med Montenegro, Rumænien og Uruguay. Der er to OL-pladser på højkant, og mens Uruguay bliver en walkover, skal der toppræstationer til, hvis landsholdet skal besejre Montenegro og/eller Rumænien. Begge nationer tabte landsholdet til i december under VM på hjemmebane, og på det tidspunkt var danskerne efter min mening i en stærkere udgave end den aktuelle.
Netop derfor kan Klavs Bruun umuligt være rolig ved udsigten til OL-kvalifikationen. Fordi han selvfølgelig forbandet gerne vil til de olympiske Lege i Rio til sommer - men måske i endnu højere grad fordi han ved, at OL-billetten på mange måder kommer til at definere hans første år i jobbet. En OL-billet vil skabe arbejdsro og vise, at hans projekt med at genrejse kvindelandsholdet går nogenlunde efter planen.
Kikser det derimod, vil det være en kæberasler til selvforståelsen på landsholdet. Og det vil efter min mening tvinge Klavs Bruun til at overveje meget seriøst, om han skal ryste holdkortet, så det kan mærkes på Richter-skalaen, og bygge noget nyt op frem mod OL i 2020.
Men... Nu skal vi hverken male fanden eller anden dårligdom på den rødhvide væg på forhånd. Det kan også være, at kampene mod Rusland har givet Klavs Bruun de svar, han havde brug for, så hans hold står ultra skarpt næste weekend.
For det er det, der er vigtigt. For landsholdet, for Klavs Bruun og for dansk kvindehåndbold.
