Konflikten mellem de danske landsholdsspillere og DBU står ikke lige foran en løsning. Efter gårsdagens sammenbrud virker det til, at parterne er meget langt fra hinanden, og bookmakeren Betsafe tror da heller ikke på, at de to parter når til enighed inden deadline den 2. marts.

Således giver man blot odds 1,40 på, at der stadig er konflikt efter den dato imod 2,75 på, at konflikten er løst.

»Begge parter virker til at stå stejlt på deres efter det seneste sammenbrud, og derfor kan vi let se konflikten fortsætte efter den 2. marts,« siger oddssætter Thomas Holm fra Betsafe.

Kigger vi lidt længere ud i fremtiden, er oddssætteren dog overbevist om, at spillerne og DBU finder en løsning. Ingen af parterne er nemlig interesseret i at ødelægge mulighederne for EM-kvalifikation, hvorfor der blot er 1,01 på, at konflikten er løst inden den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien.

»Det er ikke utænkeligt, at vi kommer til at spille med reserver i testkampene mod USA og Frankrig sidst i marts, men vi har ikke fantasi til at forestille os, at landsholdet stiller op til den ekstremt vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien i juni uden alle de vigtigste spillere. Så vil man i høj grad gamble med EM-deltagelsen, og det vil både spillerne og DBU gå meget langt for at undgå. Der er nemlig kæmpestore indtægter og prestige på spil for begge parter,« lyder det fra Thomas Holm.