Det var en sammenbidt og meget frustreret Jan Ø. Jørgensen, der torsdag aften måtte opgive at spille sin VM-1/8-finale mod Chou Tien Chen fra Taiwan færdig. En knæskade gjorde, at den tredjeseedede dansker til sidst knapt kunne bevæge sig rundt på banen, og ved stillingen 4-9 i andet sæt - første sæt vandt Chen med 21-9 - var det slut for Jan Ø.

VM spilles i år i Ballerup Super Arena, og danskeren havde tilrettelagt sin sæson, så han kunne toppe foran hjemmebanepublikummet.

- Lige nu er det bare så frustrerende, for jeg har glædet mig så meget til det her, fortalte han grådkvalt til TV3 Sport efter skuffelsen.

Hvis Jan Ø. Jørgensen var gået videre, havde den stået på dansk drømmekvartfinale mod Viktor Axelsen, der tidligere på dagen vandt sin 1/8-finale mod vietnamesiske Tien Minh Nguyen med 21-16, 21-17.

Og det gjorde også ondt på 20-årige Axelsen at se sin landsmand lide på banen i Ballerup. 

- Det er selvfølgelig også frustrerende for mig at se Jan have så ondt. Det er mega uheldigt for ham. Jeg ved selv, hvor frustrerende det er, når man står derinde og ikke kan bevæge sig. Jeg er så ked af det på hans vegne, sagde 14.-seedede Viktor Axelsen og fortsatte:

- Det havde været fedt at møde ham i kvartfinalen. Jo flere danskere, der kommer langt, jo bedre. Men nu må jeg kigge frem mod kampen mod Chen i morgen og så se, om jeg ikke kan få en herresingle-medalje hjem til Danmark.

Også Danmarks næstbedste herresingle Hans-Kristian Vittinghus måtte lade VM-livet torsdag. Han tabte i to sæt - 19-21, 12-21 - til den fodrappe sydkoreaner Son Wan Ho.

Heller ikke den andenseedede danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen klarede sig videre til kvartfinalen. De tabte overraskende til den indonesiske duo Nitya Krishinda Maheswari og Greysia Polii. 15-21, 19-21 lød det danske nederlag på.

Til gengæld gik den succesrige herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen videre efter en tosætssejr over tyskerne Michael Fuchs og Johannes Schüttler.