Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti mener, at den nye finansminister kan skabe stabilitet. Partiet havde gerne set et egentligt socialministerium.

Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, synes overordnet, at regeringsrokaden er fornuftig, men

er skuffet over, at der ikke er skabt et egentligt socialministerium. Det fortæller partiets gruppeformand i Folketinget, Kristian Thulesen Dahl.

- Det er rigtigt fornuftigt, at statsministeren har udpeget Claus Hjort Frederiksen (V) til finansminister, fordi det giver kontinuitet og stabilitet i en tid, hvor vi skal styre landet gennem den følge af finanskrisen, som vi ser, siger Kristian Thulesen Dahl til Rizau.

Han kalder den nye beskæftigelses- og ligestillingsminister Inger Støjbjerg (V) et sikkert valg af en driftssikker politiker på et tidspunkt, hvor der ikke er råd til store eksperimenter.

Det ærgrer Dansk Folkeparti, at rokaden ikke fører til et socialministerium for at skabe mere fokus på de mest udsatte.

- Der er ingen tvivl om, at på sigt bør der genoprettes et egentlig socialministerium. Vi havde såmænd gerne set, at det var sket allerede nu, men har også forståelse for, at der sker så meget netop nu, at det kan være fornuftigt at gøre det i forbindelse med en større rokade senere, siger Kristian Thulesen Dahl.

Den nye indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) bliver af Thulesen Dahl rost for et udmærket samarbejde, mens hun har været integrationsordfører. Men hun er sværest at forudse, fordi hun ikke har været i politik så længe, påpeger han.

/ritzau/