Det var to svenske soldater fra de svenske elitestyrker, der ved en fejl skød to danske frømænd i benet under en øvelse i går

To danske frømænd blev i går skudt under en øvelse i Sverige. De blev bragt på hospitalet i Karlsborg i Sverige med kvæstelser i benene.

Under en hemmelig militærøvelse mellem Sverige, Danmark og to andre lande gik det galt. Da soldaterne skulle øve nærkamp med skarp ammunition inde i et hus, blev to danskere ramt i benet.

- De to blev opereret i nat, hvor de fik fjernet projektiler og rester af projektiler fra deres ben. De har det efter omstændighederne godt. De er i løbende kontakt med deres familier og skal tale med psykologer for at få bearbejdet den voldsomme oplevelse, de har været udsat for.

Det oplyser presseofficer i Søværnets Operative Kommando, SOK, Jesper H. Lynge til bt.dk.

Han fortæller også, at de to efter al sandsynlighed kommer hjem til Danmark i næste uge.

Det er ulykken, der ikke burde kunne ske, og på nuværende tidspunkt kan SOK ikke sige noget om, hvorfor det alligevel gik galt. De to danskere er endnu ikke blevet anhørt, og først når det er sket, kan man få et billede af, om nolge af sikkerhedsreglerne er blevet brudt. Forsvarets auditørkorps er neto nu i gang med at undersøge sagen nærmere, og SOK afventer deres rapport.

- Frømændene hører til i den skarpeste ende, og derfor træner de også denne type kampe med rigtigt ammunition. Det gør en stor forskel i forhold til løs krudt. Både hvad angår den psykiske del, støjnivauet og den måde skydeskiverne reagerer på. Derfor har vi også nogle meget strikse sikkerhedsprocedurer i forbindelse med denne type øvelser, siger Jesper H. Lynge.

- Denne hændelse skal granskes nøje, så vi kan se, om vi skal stramme op på vores procedure, siger Jesper H. Lynge, som ikke mener at kunne huske lignende ulykker hos Frømandskorpset.

- Det her er et enkeltstående tilfælde.