Himmelstormene i nordjyske Mercenary om hårdt arbejde, Megadeth, anerkendelse i Danmark og et vist 'fucking flødeskums-program' – rockredaktøren mødte dem i Herning

'HELL WAS FULL – SO I CAME BACK!'

Stedet er spillestedet Kulturellen i Herning, og ovenstående bekendelse står at læse på ryggen af en T-shirt på ham foran mig. Såre forstandigt at samme shirts indehaver at vende tilbage til Herning, for denne Skærtorsdag aften behøver han i hvert fald ikke bekymre sig om overbookningen i residensen syd for Himlen. I og med at Helvede tydeligvis er løs i Kulturellen.

Det kan vi takke Mercenary for. Den aalborgensiske sekstet står på scenen, og de har sammen med deres lydmand vredet samtlige volumenknapper stik øst og er i gang med at give publikum en læsterlig lektion i, hvordan man spiller stort internationalt anlagt Heavy Metal i 2008.

Anledningen er at Mercenary har valgt at præsentere samtlige numre live fra deres nye, femte og aldeles fænomenale album 'Architect Of Lies' ved fire koncerter i forbindelse med udgivelsen af samme.

Showet i Herning er det første af dem, og selv om flere bandmedlemmer udtrykker en vis nervøsitet ved at skulle ud og spille alt det nye materiale live allerede, så havde de ikke behøvet at bekymre sig. Dette er simpelthen Himmerige (og så kan Helvede være løs alt dét, det vil) for de af os, som sværger til dén musikalske vare, som på mange måder nok er lige så iørefaldende som et Thomas Helmig hit, men hvor stål møder stål, og 'volumen-begrænsninger' er et bøjet, rustent skilt i Vladivostok.

Mercenary udstråler på en scene en vilje og en kollektiv indspisker-evne og retningssans i dét, de laver, som godt kunne lære adskillige større bands i samme genre noget om, at det eneste, de får ud af at hvile på laurbærrene er kreative liggesår.

Men ikke Mercenary. De drenge arbejder. Konstant. De omstændigheder, 'Architect Of Lies' er blevet til under, fortæller alt.

- Den blev lavet i en to-en-halv måneders periode i efteråret, hvor vi ud over at skrive nye sange og indspille dem også var på turné, ligesom fire af os for at det ikke skal være løgn også fik fuldtidsarbejde i dén periode, griner sanger Mikkel Sandager, da jeg møder bandet før koncerten i Herning.

- Men det var meget fedt at lave noget så spontant, føjer guitarist Jakob Mølbjerg til.

- Vi har det med ind imellem lige at blive en tand for overanalyserende, når vi laver musik, men det var der simpelthen ikke tid til denne gang.

Således er det for første gang i gruppens karriere lykkedes dem at lave et helt album, hvor ingen af numrene varer over seks minutter. Lidt af en præstation når man tager i betragtning hvilken idérigdom, der er i deres sange.

Grunden til arbejdsraseriet er simpelthen, at Mercenary ville have 'Architect Of Lies' færdig først på året, så den eventuelt kunne kaste nogle festival-jobs af sig.

Det har den også allerede gjort såvel internationalt som herhjemme – bl.a. på Danmarks Smukkeste Festival til august – men festivaler er ikke det eneste.

Lige om snart skal Mercenary på turné med de amerikanske thrash-pionerer Death Angel, de er med på MTV’s 'Headbanger’s Ball' turné, så kommer festivalerne, inden Mercenary tager på deres egen headliner-turné til efteråret. Nå ja, og så kommer de seks i øvrigt lige fra en tjans i sidste uge som support på de amerikanske legender Megadeths turné i Tyskland.

Jakob er stadig helt salig ved tanken.

- Tænk sig at komme på turné med Megadeth, henånder han.

- Og at blive specielt valgt ud, fordi Dave Mustaine (Megadeths leder, red.) synes om dét, vi laver. For mig har det været det største i Mercenarys karriere indtil videre - at få skulderklap fra den mand, som altid har været én af mine største helte.

Trommeslager Mike Park er ikke mindre begejstret:

- Det var jo helt uvirkeligt at stå dér et sted i Tyskland, og så står Dave Mustaine ved siden af og joker med én og klapper på skulderen.

Specielt de sidste fem år er det gået støt fremad for Mercenary, som i den periode nu har udsendt tre uniformt fremragende album, men fraset at bandet naturligvis håber og forventer, at 'Architect Of Lies' gør det endnu bedre end forgængerne, så er ambitionen denne gang simpel: et afgørende gennembrud i hjemlandet.

For alt imens publikum i resten af Europa er stort og stedse voksende, så kniber det lidt i Danmark. Selv om bandet så absolut klarer sig acceptabelt.

- Der kommer da flere og flere sådan ganske almindelige gymnasium-typer til vores koncerter, siger Mikkel.

- Og i og med at Volbeat er blevet så store, så er tiden måske inde, hvor publikum godt kan tage noget, der er lidt hårdere. Der er sgu ingen grund til, at folk, som i 90’erne havde D-A-D og Metallica på hylderne derhjemme og nu hører Volbeat, ikke også skulle kunne tage os.

Såmænd er der ej. For alt imens Mercenary nok er et anderledes teknisk og hårdt spillende foretagende end Volbeat, er bandets musik på deres måde mindst lige så om ikke mere iørefaldende end Volbeats.

'Architect Of Lies' forventes da også pænt placeret på top tyve herhjemme næste gang. Det er dog ikke med DRs 'Boogie's hjælp. De har nægtet at teste Mercenarys nye video til 'Isolation (The Loneliness In December)' med henvisning til, at den 'ikke var iørefaldende nok'.

Tåbeligheden i det udsagn kan enhver få lyd for, når de hører 'Isolation. Men det kammer over i renlivet idioti, når man betænker, at Mercenary sidste efterår havde et gedigent hit på netop 'Boogie' med den noget mindre iørefaldende 'My World Is Ending'.

- Åbenbart vil 'Boogie' vælge, hvad folk må vælge. De kunne da i det mindste teste den, og hvis seerne så vendte tommelfingeren, så havde vi da i det mindste haft chancen, siger Jacob med en hovedrysten.

Bassist René Pedersen er noget mere direkte. Han nøjes med at hvæse:

- Fucking flødeskums-program!

Men bare rolig. Der skal langt, langt mere end et 'fucking flødeskums-program' til at holde et foretagende af Mercenarys klasse nede.

Mercenary spiller de næste tre dage. Fredag i Aalborg (Studenterhuset), lørdag i Århus (Woxhall) og søndag i København (The Rock)