Mens de store ulande viser vilje til handling, spænder USA fortsat ben for en ny klimaaftale, der skal reducere udslippet af drivhusgasser efter 2012.

Efter et todages klimaseminar i Bonn står EU, USA og de store ulande stadig splittet i spørgsmålet om, hvordan byrden skal fordeles i en fremtidig klimaaftale, der kan tage over, når den nuværende aftale udløber i 2012.

- Vi prøver at løse cirklens kvadratur. Amerikanerne vil ikke tilbage til forhandlingsbordet, og Kina, Indien og Brasilien vil aldrig forpligte sig til at kontrollere deres udslip i en ny aftale, hvis USA ikke er involveret, siger en EU-diplomat til det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge amerikanerne hersker der så store uenigheder mellem deltagerne om, hvordan man skal takle klimaproblemerne, at det bliver "meget svært" at nå til enighed inden 2012, hvor den nuværende aftale udløber.

- Det er ikke sikkert, at der kommer en lignende indsats på Kyoto-niveau, sagde USA's klimarådgiver, Harlan Watson, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/