»Hvad er der galt med dig?« råbte han vredt ind i hovedet på FIFA-præsident Gianni Infantino.

Marokko-stjernen Achraf Hakimi var tydeligt oprevet efter marokkanernes nederlag i VM-bronzekampen.

Og frustrationerne gik ud over FIFAs omdiskuterede præsident.

Den svenske journalist Johan Kücükaslan fra SVT fangede situationen på video.

Men han blev hurtigt prikket på skulderen af FIFA-medarbejdere, der ville have ham til at slette optagelsen.

Det nægtede journalisten.

»De ville have os til at slette billederne. Det er tydeligt, at det er pinlige scener for dem, og det er lidt naivt af dem at tro, at et dusin journalister ikke skulle berette om det, når vi er vidne til det,« fortæller han til SVT.

Kücükaslan fortæller videre, at Infantino dog håndterede episoden ganske professionelt.

Hakimi valgte at konfrontere præsidenten, fordi han var vred over kampens qatarske dommer Abdulrahman Al-Jassim.

Marokko tabte bronzekampen 1-2 til Kroatien, og derfor må VMs store sensation rejse hjem uden medaljer.