Der var liv og glade dage, da 25-årige Natasja Vind i december rejste til den afrikanske ø Kap Verde i selskab med fem veninder.

Blot et par dage efter ankomsten fik humøret dog et dyk, da en ellers festlig aften i byen sluttede brat for Natasja.

Pludseligt opdagede hun nemlig, at hendes telefon ikke længere var i tasken.

»Jeg var så fuld, at jeg ikke vidste, om det var fordi, jeg havde tabt den, om jeg havde lagt den et sted, givet den til en, eller om der var nogen, der havde taget den,« fortæller Natasja Vind til B.T.

Da hun vågnede dagen derpå, gik hun straks i gang med at lede.

Natasja afsøgte området og forhørte sig håbefuldt ved adskillige barer og restauranter i nærheden – uden held. Telefonen var ingen vegne.

Alligevel havde hun en fornemmelse af, at den måtte være et sted. Derfor startede hun forfra med eftersøgningen fire dage senere.

Lige lidt hjalp det, og da ferien – kort før jul – lakkede mod enden, måtte Natasja rejse den lange vej tilbage til Danmark uden sin telefon.

Men faktisk skulle det vise sig, at hun havde ret i sine anelser.

Siden 2019 har Nastasja Vind arbejdet fuldtid med sin YouTube-kanal, hvor hun har mere end 50.000 abonnenter. Her deler hun ud af sin hverdag gennem videoblogs – såkaldte vlogs.

Af samme årsag havde hun selvfølgelig også filmet en del af sin tur til Kap Verde. Heriblandt den skæbnesvangre aften i byen.

»Jeg havde kigget klippene igennem for at se, om der var noget at se, og hvornår jeg sidst havde den. Men jeg kunne ikke se noget,« fortæller den 25-årige youtuber, der efterfølgende delte en vlog fra aftenen på sin kanal.

Natasja med sin gode ven, Marlin Soares.
Natasja med sin gode ven, Marlin Soares. Foto: Privatfoto
Vis mere

Herefter tikkede der en besked ind i hendes indbakke, der fik Natasja til at spærre øjnene op. En vaks følger havde spottet noget mistænkeligt i videoen.

»Hun skriver til mig, at man nede i højre hjørne i et af klippene fra festen kan se en hånd stjæle telefonen fra min taske.«

»Jeg troede nærmest ikke på det. Jeg syntes, det var så ulækkert, at man direkte kunne se, hvordan han tager den. Men det er fuldstændig vanvittigt, at hun (følgeren, red.) har opdaget det,« fortæller hun.

Videoen kan du se øverst i artiklen.

Da en af de veninder, der var med på rejsen, tidligere har boet på Kap Verde, har Natasja og resten af slænget lært en del lokale at kende på turen.

»Man kan tydeligt se, hvem det er. Han stiller sig bag mig og danser, og pludseligt er han væk. Så derfor skriver jeg til dem, jeg kender fra Kap Verde, og spørger, om de ved, hvem han er. De gør de så allesammen,« fortæller hun.

Derfor får Natasja sin lokale ven, en mand ved navn Marlin Soares, til at kontakte tyven, der blankt erkender. Men telefonen havde han altså solgt videre.

På mirakuløs vis finder Marlin også frem til, hvem der – uvidende om, at den var stjålet – havde købt telefonen. Han indvilger i at aflevere telefonen tilbage og ringer endda personligt til Natasja for at undskylde.

Besked fra ham, der havde købt Natasjas stjålne telefon.
Besked fra ham, der havde købt Natasjas stjålne telefon. Foto: Natasja Vind
Vis mere

Ti dage efter at telefonen blev væk, og blot et døgn efter at hun modtog beskeden fra den opmærksomme følger, var telefonen i Marlins varetægt.

I skrivende stund er telefonen netop blevet afleveret til en veninde til Natasja, der lige nu befinder sig på Kap Verde, som vil fragte den de 5.000 kilometer tilbage til Danmark.