Hvis du sidder og venter på, at Mike Fonseca skal vende tilbage til Folketinget, så skal du ikke holde vejret i bar spænding. 

Folketinget har nemlig fortsat ikke hørt et ord fra det tidligere medlem af Moderaterne, som er sygemeldt på ubestemt tid.

Det fortæller Folketingets formand og medlem af Venstre, Søren Gade.

»Der er kun en, der ved, hvornår Mike Fonseca vender tilbage til Folketinget, og det er ham selv,« siger Søren Gade.

Som Folketingets formand er det Søren Gade, der har kontakten til Mike Fonseca. Da Mike Fonseca nu er løsgænger, fordi han blev smidt ud af Moderaterne, har hans tidligere parti ingen officiel kontakt til ham.

Og Søren Gade har altså ikke hørt fra det 28-årige folketingsmedlem, som blev sygemeldt, efter det kom frem, at han lever i et fast parforhold med en 15-årig pige, som han indledte et forhold til, mens hun gik i 8. klasse. 

»Jeg har ikke hørt fra ham, og jeg ringer jo heller ikke og spørger. Han har indgivet en lægeerklæring, så jeg må tro, at det forholder sig sådan, at han er syg, og når han så er rask, så vender han tilbage til sit arbejde,« siger Søren Gade.

Når politikere på Christiansborg forlader et parti og bliver løsgængere, skifter de som regel kontor, og en masse praktisk arbejde går i gang. 

Men det er ikke sket endnu, forklarer Søren Gade. 

»Vi er forpligtede i Folketinget til at stille kontorfaciliteter til rådighed til alle medlemmer af Folketinget. Der er også noget økonomisk tilskud til at drive kontor, såvel som telefon og den slags,« siger han og fortsætter:

»Men der er ikke fundet et nyt kontor til ham endnu. Hvis vi får en melding om, hvornår han vender tilbage, så kan vi relativt hurtigt ordne det.« 

Medlemmer af Folketinget kan ikke fyres. Derfor kan Mike Fonseca i princippet blive væk fra Folketinget indtil næste valg og stadig modtage løn.

Ved valget tager vælgerne så stilling til, hvordan Folketinget skal sammensættes.

B.T. har kontaktet Mike Fonseca, men han ønsker ikke at udtale sig.