Bølgerne går højt i den tidligere sovjetiske republik Georgien i disse dage. 

Endnu en gang er det betændte forhold til Rusland, der får georgiere i tusindvis til at gå på gaden, og vreden er tilsyneladende så stor, at temperamentet koger over i parlamentet i Tbilisi. 

For mens formanden for regeringspartiet, Mamuka Mdinaradze, holdt tale i parlamentet, blev han pludselig angrebet af et medlem af oppositionen, som stak formanden en knytnæve i ansigtet. 

Efterfølgende opstod der tumult i parlamentet.

Årsagen til de voldsomme scener både ude foran og inde i parlamentet er et nyt lovforslag fra regeringspartiet, Georgiens Drøm, som kritikerne mener, kun vil bringe Georgien endnu tættere på Rusland. 

Ifølge lovforslaget skal alle organisationer, som modtager midler fra udlandet, registrerer sig som 'udenlandsk agent'. 

Uden for parlamentet i Tbilisi går bølgerne også højt, når demonstranter ytrer deres utilfredshed med det nye lovforslag. 
Uden for parlamentet i Tbilisi går bølgerne også højt, når demonstranter ytrer deres utilfredshed med det nye lovforslag.  Foto: Foto: Vano Shlamov/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Frygten er, at loven vil hæmme organisationer, som arbejder for et stærkere samarbejde med EU og Europa, og dermed trække Georgien, der officielt er EU-kandidat land, tættere på Rusland.

Den tidligere sovjetiske republik har et, mildt sagt, kompliceret forhold til Rusland. 

For lidt over et år siden forsøgte den georgiske regering at tvinge samme lov igennem, men man måtte opgive efter, at georgiere i tusindvis gik på gaden i store protester i hovedstaden Tbilisi.