Tre danske statsborgere sidder lige nu i en norsk arrest – sigtet for at bryde indrejserestriktioner.

Det oplyser norsk politi fredag i en pressemeddelelse, skriver den norske avis VG.

Danskerne forsøgte ulovligt at krydse grænsen ind i landet fra Sverige.

Først forsøgte de sig på cykel, men blev bortvist. Derefter gjorde de forsøget med ski, men blev opdaget af en hytteejer i området ved Bjørnfjell i Nordland.

Desuden er en fjerde person, som er bosat i Tromsø, mistænkt for at have hjulpet danskerne med at skaffe skiene.

Danskerne blev pågrebet i Tromsø torsdag, hvor de nu befinder sig i en arrest.

Lars Andreas Moen-Mikalsen, der er leder af den operationelle indvandringssektion i Tromsø politidistrikt, udtaler, at han aldrig har set lignende forsøg på ulovlig grænsekrydsning.

»Svaret på om vi har set meget af denne slags, må være et soleklart, nej. Dette er blandt de mere kreative forsøg, vi har set, siger han til NTB.

Det skulle være en kvinde, der kom fra Tromsø med bil, der skulle have afleveret skiene til danskerne, siger politiadvokat Kine Wesseltoft.

Lørdag er det planen, at de tre personer bliver smidt ud af Norge – og sendes tilbage til Danmark.

Med sig får de hver især en bøde på 10.000 norske kroner, hvilket svarer til omkring 7.500 danske kroner.

Norges indrejserestriktioner forholder sig sådan, at man skal 10 dage i karantæne, hvis man ankommer fra et højrisikoområde.

Det er også et krav, at man kan fremvise en negativ test ved ankomst. Testen skal foretages inden for 24 timer før ankomst til Norge.