De ses maksimalt én gang om ugen - og der er meget, han aldrig fortæller hende.

Hun lever nemlig i et ekstremt særligt ægteskab. Og deler nu en række sjældne detaljer om livet med Ukraines verdensberømte præsident.

Efter mere end to år har krigen sat sine tydelige spor på ikke bare Ukraine, men også landets befolkning.

Ingen har symboliseret det ukrainske folk mere end præsident Zelenskyj og hustruen Olena. Hun indrømmer, at de hårde tider, også har ramt hende som menneske. Det gør hun i et åbenhjertigt interview med B.T.

Olena Zelenska talte tirsdag med B.T.
Olena Zelenska talte tirsdag med B.T. Foto: Foto: Olena Zelenskas presseteam
Vis mere

»Krig ændrer alle,« siger hun og kigger op med sørgmodige øjne.

Før den russiske invasion af hjemlandet Ukraine var den tidligere manuskriptforfatter pludselig i en uvant situation.

Hendes mand, den berømte komiker Volodymyr Zelenskyj, var blevet Ukraines præsident. Nu skulle hun indtage en rolle som hele Ukraines førstefrue.

Et helt andet liv.

Netop titlen som landets førstefrue fik dog en helt anden betydning 24. februar 2022, da Rusland invaderede Ukraine.

Pludselig var hendes mand verdenskendt, og hun selv skulle finde en måde at være til for en hel nation, som var i en kamp for sit liv. En kamp for sin eksistens. En kamp for sin sjæl.

Både hun og præsident Zelenskyj skulle udvise styrke i en nærmest umulig situation.

»Man kan ikke være modig, når alle omkring en mister modet. Det er en eventyrfortælling« siger Olena Zelenska, som B.T. møder sammen med Berlingske på et hotel i København under førstefruens blot andet besøg i Danmark.

Olena Zelenska med sin mand Volodymyr Zelensky i 2023. Hun fortæller nu B.T. om livet under den mere end to år lange krig i hjemlandet.
Olena Zelenska med sin mand Volodymyr Zelensky i 2023. Hun fortæller nu B.T. om livet under den mere end to år lange krig i hjemlandet. Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det billede, som folk ser af os, er resultatet af en stor mængde arbejde, hvor vi forsøger at kommunikere til verden, at den ukrainske præsident vil føre an i diplomatiet. Vi er bare mere synlige end andre. Men de virkelige helte er de ukrainere, som forsvarer os på frontlinjen lige nu,« uddyber hun.

De første uger og måneder af den russiske invasion var fyldt med fortvivlelse i Ukraine.

Siden kom en periode, hvor Ukraine slog de russiske invasionsstyrker tilbage flere steder.

Men over de seneste mange måneder er situationen blevet svær igen. 

Først blev en længe ventet offensiv ikke til det gennembrud, som mange havde håbet. 

Og senest har Rusland presset Ukraine på frontlinjen, mens den ukrainske infrastruktur nærmest dagligt bliver bombet.

Moralen er svær at holde oppe. Men Olena Zelenska og hendes mand har et job. De skal forblive positive og have håb.

Her kigger de indad, fortæller Olena Zelenska.

B.T. mødte tirsdag den ukrainske præsidentfrue. 
B.T. mødte tirsdag den ukrainske præsidentfrue.  Foto: Foto: Olena Zelenskas presseteam
Vis mere

»Jeg kan huske de første måneder af krigen med forsvaret af Kyiv-regionen, hvor befolkningen tog sagerne i deres egne hænder. Det gav håb til den ukrainske befolkning.«

Hun fortsætter: 

»Nu skal vi igen finde vores styrke. Den skal vi finde i vores historie, i vores kunst, i vores kultur. For vi er oppe mod et imperium, som i hundredvis af år gjorde os til deres slaver. Nu har vi en chance for at blive fri af det, for altid. Og det, tror jeg, holder os kørende.«

Jobbet som førstefrue i et invaderet land kan åbenlyst være svært.

Olena Zelenska ser ikke sin mand så ofte, som hun gerne vil.

Måske en gang om ugen.

Her forsøger de at lave ting sammen, der får tiden til at føles mere normal.

»Sommetider … når det hele er svært, så beder jeg ham fortælle mig noget optimistisk, et eller andet. Og så kan han finde på at fortælle mig om en ny militær hjælpepakke. Som civil forstår jeg ikke, hvordan det vil hjælpe os, men jeg bliver ofte glad,« siger Olena Zelenska.

Hun slår fast, at hun ikke bliver involveret i ting, som kun er for præsidenten og hans kabinet.

»Sådan er det. Præsidenten er præsidenten. Han fortæller mig ikke om sine planer, sine aftaler eller statshemmeligheder.«

Men når der en sjælden gang kan være tid til, at de som par kan bruge noget privattid sammen, så har de en rimelig simpel ting, de tyer til, hvis de skal muntre hinanden op.

»Vi godt lide at se film sammen. Af en eller anden grund kan vi godt lide at se film fra vores barndom, som vi ikke har set i mange år – åndssvage komedier – bare for at slappe af. Bare have en time, hvor man ikke tænker.«

Når de mødes, er der som familie også altid helt private ting, der skal vendes. Som det er tilfældet i alle andre familier.

»Vi har altid noget at tale om. Vores familie, vores børn. Der er altid familieting, som vi skal snakke om, løse nogle vigtige problemer, tage beslutninger,« siger Olena Zelenska.

Men det er ikke kun snak, de tager sig af. Både Olena og Volodymyr har arbejdet med humor i deres tidligere liv.

Og derfor er det vigtigt for dem at grine. 

Også selvom situationen er uvirkelig hård og brutal.

»Vi forsøger at hjælpe hinanden med at huske at grine. På en eller anden måde at grine. Men det er ikke altid det lykkes,« siger Olena Zelenska.

Og her kan hun og manden trække på den ukrainske historie og kultur, som Olena Zelenska mener er så vigtig for nationens overlevelse.

»Den ukrainske digter Lesya Ukrainka beskrev i et berømt digt, hvordan man 'griner gennem tårer'. Vi forsøger at grine, ikke græde,« siger Olena Zelenska.