En mystisk lugt har bredt sig over den finske hovedstad. Også en række forstæder er ramt af lugten.

Endnu har det ikke været muligt at fastslå, hvor eller hvad lugten stammer fra. Men de finske myndigheder undersøger sagen med stor alvor.

Det finske beredskab i hovedstadsområdet er selv gået på X og beskrevet det mystiske fænomen.

»I Helsinki og generelt i Uusimaa-regionen har man fra tid til anden bemærket en stærkt lugt i luften. Redningstjenesten og andre myndigheder undersøger lige nu sagen,« kan man læse i et opslag klokken 14.05 søndag.

I flere finske medier beskrives det også, hvordan luften i dele af det sydlige af landet lugter mærkeligt.

Blandt andet kan man i avisen Ilitalehti læse, at duften minder om den, man kender umiddelbart efter fyrværkeri eller fra en gaslækage eller ligefrem fra et rensningsanlæg.

Det er med andre ord ikke en skøn luft, som har ramt området.

Og noget kunne tyde på, at det er over et større område. For selvsamme medie, Ilitalehti, beskriver også, at den mystiske lugt er nået hele vejen til den russiske millionby Skt. Petersborg længere mod øst.

Her skal lugten have været at finde i byen siden fredag, skriver mediet.

I den artikel beskrives lugten som den af brændt gummi eller skrald.

Er du i Helsinki eller omegn og har oplevet lugten i området? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

Uanset er den ikke en specielt god oplevelse for de borgere, som er vidne til den netop nu.

Heldigvis er der dog ikke noget, som tyder på, at lugten skal være farlig.

Det oplyser beredskabet i Helsinki også på X med henvisning til det finske meteorologiske institut.

»Ifølge de aktuelle oplysninger fra det finske meteorologiske instituts luftkvalitetsmålinger udgør luften ikke en sundhedsrisiko. Myndighederne vil fortsætte med at undersøge sagen,« lyder det.

Mediet Helsinki Sanomat beskriver, hvordan myndighederne gør netop det; undersøger sagen grundigt.

Der er blandt andet blevet rakt ud til kystvagten i landet, ligesom de estiske myndigheder længere mod syd også er blevet adspurgt.

Endnu uden resultat.

B.T. følger sagen.