Kinas kommunistiske partikongres er i fuld gang, og præsident Xi Jinping taler til verden om demokrati, folkets magt og om et endnu mere international Kina – alligevel tyder alt på forfatningsændringer i retning af et endnu mere diktatorisk regime i Riget i Midten.
Beijing er stadig kongresland. Barer og natklubber er lukkede for at sikre god ro og orden, politiet og militæret er massivt til stede overalt i byen, og kinesere og eksperter er endnu sværere at få i snak om politik end normalt.
Lige nu cementeres magtens centrum nemlig. Magtens centrum hedder Xi Jinping – og ham har ingen lyst til at komme på tværs af.
Kongressen har fået enorm international opmærksomhed, og hver dag mødes delegationer fra kommunistpartiet og diskuterer ændringer i forfatningen, indtil kongressen officielt slutter på tirsdag – og den nye ledelse med den samme præsident vil blive præsenteret. Indtil videre er det kommet frem, at Xi Jinping vil få ændret forfatningen, så hans navn og hans visioner om en nye æra i kinesisk socialisme bliver skrevet ind i den. Og det er bemærkelsesværdigt, da han vil være den første leder siden Mao, der opnår den udødeliggørelse.
Størstedelen af kongressen foregår bag lukkede døre, og omverdenen får kun det at vide, som Xi Jinping ønsker, at den ved. Men det er også en del. I tre en halv time talte præsidenten ved kongressens åbningsceremoni – og verden kunne følge med i Xis planer om et endnu mere internationalt Kina – men samtidig et endnu mere lukket og kontrolleret parti og styre.
Knap 1.500 journalister fra hele verden, herunder Berlingske, mødte op til åbningsceremonien og stod i den uendeligt lange kø for at få lov at komme indenfor i den store, officielle hal. På pladsen foran Folkets Store Hal er der ikke én eneste almindelig kineser at se. Dette er tydeligvis ikke en kongres for folket – det er en kongres for partiet, og her er ingen adgang for offentligheden.
Pludselig bryder nogle utålmodige journalister igennem hegnet – ligesom på Roskilde Festival – og militæret prøver forgæves at holde dem tilbage.
»Det er de japanske journalister. De elsker altid at provokere kineserne,« siger en australsk korrespondent, imens flere japanere følger efter i sprint. Og dér i regnen foran en nøje planlagt ongres i en diktaturstat, udspiller der sig et lille symbolsk billede på Kina og Japans anstrengte forhold og en evig kamp mellem demokrati, retten til ytringsfrihed og fri presse – og diktaturets anstrengte forsøg på totalkontrol.
De delegerede partisoldater ankommer i guldfarvede busser, og sikkerhedstjek af både presse og delegerede fortsætter indenfor. Kuglepenne bliver åbnet, lightere bliver beslaglagt, og alle skal igennem metaldetektoren inden de kan nærme sig salen, hvor Xi Jinping skal holde sin tale.
Demokrati og militær kontrol
BRØD U INDRYK FAST: Salen oser af overdådig kommunistisk patos De delegerede kommunister sætter sig på sæderækkerne i det enorme rum, som præges af den røde ledestjerne i loftet og hammer og segl på det kæmpestore banner over scenen. Journalisterne kæmper om de bedste pladser oppe på balkonen, og orkestret begynder at spille nationale, kinesiske symfonier – iens hele salen, og hele verden, der følger med udefra, venter på den store leder.
Verdens måske mest magtfulde mand træder langsomt ind på scenen under øredøvende, ustoppelige klapsalver.
»Kammerater,« begynder Xi talen på kinesisk med rolig, dyb stemme og i et næsten hypnotisk toneleje. Journalisterne summer, men de delegerede i salen er dødsens stille.
»Vi skal være tro mod vores oprindelige håb og i tankerne fastholde vores mission. Holde det socialistiske banner højt på den kinesiske måde, sikre en afgørende sejr i at opbygge et moderat, velstående samfund på alle måder, stræbe efter stor succes i en ny æra af socialismen på den kinesiske måde og arbejde utrætteligt for at realisere den kinesiske drøm om national foryngelse,« siger Xi og fortsætter med at tale om alle de økonomiske præstationer Kina opnået både internationalt og nationalt de seneste fem år med ham på tronen.
Flere gange tror man, at talen er færdig, fordi massive kordinerede klapsalver fra de loyale partimedlemmer efterfølger hvert afsnit, så Xi kan tage en mundfuld vand. Men hver gang fortsætter han ufortrødent med enorm autoritet.
Selv om autoritet og respekt for regimet er altafgørende, står mange partimedlemmer allerede efter den første time af talen udenfor og sludrer og ryger. Her er næsten kun mænd i jakkesæt, og i et land, hvor mændene er i overtal med millioner, taler det sit eget tydelige sprog om, hvem der har magten.
»Vi har aktivt udviklet et socialistisk demokrati og en avanceret lovbaseret ledelse. Vi har intensiveret arbejdet med alle vores institutioner for at skabe fremskridt i partiledelsen, hos de mennesker, der styrer landet og i de lovbaserede styreformer,« fortsætter Xi foran partikammaraterne i salen.
Det er som om, store dele af talen ikke passer med den militære kontrol, der foregår lige udenfor. Gentagne gange taler Xi om demokrati. Om folkets magt, om folkets goder. Og hvis man ikke vidste bedre, kunne flere dele af talen være blevet holdt af en hvilken som helst socialistisk, demokratisk leder i verden.
»Vi skal sikre folkets position og holde os til partiets forpligtigelse for at tjene det offentliges bedste og udøve magt i folkets interesse. Vi skal have folkets ønske om et bedre liv som vores mål og stole på folket for at bevæge historien fremad,« smiler han tillidsfuldt til forsamlingen.
»Hersker for livet«
Men det er mellem linjerne, man finder diktaturet. For talen er lang, og selv om man nemt kan fortabe sig i de mange moderne og demokratiske ideer, bliver det tydeligt, at demokrati kun gælder i partiet og ikke udenfor – og at folkets bedste er noget, partiet også har bedre styr på end folket selv.
»Partiet har lederskab i alle indsatsområder i alle dele af landet. Vi skal styrke vores opmærksomhed på behovet for at opretholde politisk integritet, se ting i det store perspektiv og altid følge ledelseskernen og holde os i overensstemmelse med den.«
Xi Jinping kunne lige så godt have sagt, at man skal følge ham. For han er »kernen«.
I 2016 blev Xi udnævnt til partiets »kerne«, en symbolsk titel, og verden holder lige nu øje med, om den vil blive implementeret i en forfatningsændring under kongressen, der vil udnævne ham til »hersker for livet,« og give ham mulighed for at fortsætte i en tredje periode og måske også en fjerde.
For selv om man historisk har set, at der følger større frihed for folket med, når lande bliver rigere og mere veludviklede – så peger Xi Jinpings tale i den direkte modsatte retning .
Præsidenten er hurtigt blevet en af landets historisk set mest magtfulde ledere, og formentlig dén mest magtfulde siden Mao. Som Xi står der på scenen og taler til kommunistpartiet er det det kommunistiske Kinas »kejser«, der taler til folket – han er den rigeste, den mest socialistiske og den mest magtfulde mand i Riget i Midten.
Der er ingen symbolik, detaljer eller for den sags skyld stemmer, der er overladt til tilfældighederne på dennne, den 19. partikongres, der er endnu mere diktatorisk, end den for fem år siden.
Beslutninger bag lukkede døre
Efter tre en halv times talestrøm om Kinas imponerende præstationer de seneste fem år, om den fortsatte kamp mod korruption i partiet – hvor Xi indtil videre har disciplineret og straffet over en million embedsmænd, der ikke var loyale mod partiet eller ham – og om demokratiske værdier, hvor folket er i centrum, men ikke har en stemme i et kinesisk diktatur – slutter talen, som den startede.
Orkestret spiller partiets »kerne« ud af salen, og de mange mænd i jakkesæt og langt færre kvinder i fascinerede, kinesiske nationaldragter strømmer ud af salen. Nu fortsætter kongressen for lukkede døre, og de reelle beslutninger, der skal styrke kommunistpartiet og få Kina endnu længere væk fra demokratiske tankegange, skal tages – uden at nogen holder øje.
Maria Arcel er Berlingskes korrespondent i Asien
